Verden er helt ude at lave for tiden.
Ikke kun har Corona virussen lagt sig over det meste af verden. Klodens klima gør også ting, som de færreste havde forventet.
Mens Madrid har den værste vinter i mands minde med en halv meter sne og frost ned til minus 10 grader, stønner grækerne lidt længere østpå i Middelhavet over tropisk varme. Som i august, men bare i januar.
I går søndag så man overskrifter i græske medier som ”varme rekord” eller ”mini sommer”:
På Kreta målte man således op til 27 grader i skyggen, mens Athen måtte ”nøjes med” 20 grader og højt solskin. Absolut usædvanligt for tiden lige efter nytår.
Forklaringen på det gode vejr er vinde, der er blæst ind sydfra via Afrika. De sørgede samtidig for en let dis mange steder, som består af bittesmå sandkorn.
Helt usædvanlige er den slags varme-overfald dog ikke i Grækenland. De kendes helt tilbage fra antikken og kaldes af meteorologer for ”halkyoniske dage.” Halkyon er også navnet på isfuglen.
Kigger vi mod vest i Middelhavet, oplever den iberiske halvø det helt modsatte vejr. Spaniens hovedstad er dækket af en halv meter sne og kæmper med frostgrader ned til minus 10.
Hvis man kender lidt til Spanien og Madrid, har den slet ikke været forberedt på den slags vejr. Sne og frost er normalt i Pyrenæernes bjerge mod nord, men da ikke nede midt i Spanien.
Man kan godt forestille sig, hvis spanierne føler sig forfulgt af uheld for tiden. Først har landet været blandt de hårdest ramte i Europa af Corona pandemien. Og så nu is og sne – og stadig Corona.
Apropos virus – midt i disse klima-mæssige kolbøtter har ferie-paradiset Mallorca lukker nu helt ned fra i morgen tirsdag.
Efter flere tilløb i de seneste par uger besluttede den regionale regering for De Baleariske Øer i fredags, at alle restauranter, barer og cafeer vil blive lukket i 14 dage. Det samme gælder for indkøbs-centre, varehuse og fitness studier.
Alle forretninger på over 700 kvadratmeter er også ramt af forbuddet. Kun salg af fødevarer og medicin er fortsat tilladt.
Med 529 nye smittede pr. 100.000 indbyggere i de seneste 14 dage er Mallorca i øjeblikket den hårdest Corona belastede region i Spanien. Kun Extremadura ved grænsen til Portugal har et højere smittetal – 716….
(Indledningsfoto til artiklen: Michal Jarmoluk / Pixabay)
Skriv et svar