Grønne og bæredygtige oplevelser er blevet vigtigere for udenlandske turister, når de tager på ferie i Danmark. Miljø-certificerede destinationer og overnatnings-steder er i høj kurs.
Det viser en ny analyse, som Danmarks nationale rejsebureau – VisitDenmark – har fået lavet i Tyskland, Norge, Holland og Sverige. Fire af de lande, der normalt leverer flest turister til vores lille land.
VisitDenmark har gennemført 5.384 interviews med den del af befolkningerne, som kan kaldes ”grønne idealister.” Med andre ord turister, som høj eller meget høj grad forventer, at miljø og bæredygtighed vil få betydning for deres fremtidige rejsevalg. .
Mellem 60 og 71 procent af de pågældende overvejer at rejse til en miljø-certificeret destination, mens 55 procent og 65 procent overvejer et certificeret overnatningssted på ferien. Efterspørgslen er størst blandt de grønne idealister i Tyskland.
I de senere år er det grønne aspekt blevet en stadig vigtigere konkurrence-parameter i kampen om de internationale turister. Derfor er det vigtigt for danske turist-virksomheder og destinationer, at de ikke kun investerer i nye bæredygtige løsninger, men også viser via markedsføring, at de eksisterer.
VisitDenmark har spurgt til turisternes grønne holdninger tre år i træk: Siden 2019 er bæredygtighed vokset som rejse-motiv i alle fire lande og Tyskland som mest markant.
Hos tyskerne svarer hver fjerde – 27 procent – at grønne løsninger er vigtige i deres valg af rejsemål. For tre år siden sagde kun 10 procent det samme.
Analysen afslører dog samtidig, at bæredygtighed fortsat ligger langt nede på hitlisten hos turisterne. Også hos de grønne idealister rangerer afslapning, natur-oplevelser osv. højere.
I Tyskland har 40 procent af turister i dag en grøn profil. I Holland er det 37 procent, I Sverige 33 og i Norge 23 procent af befolkningerne.
Endelig vis den nye undersøgelse, at der er forskel på, hvad turisterne forbinder med bæredygtige hensyn:
Miljøbeskyttelse som f.eks. affalds-sortering og CO₂ reduktion er en fællesnævner for mange. Nogle forbinder også bæredygtighed med økologi, andre med fri adgang til naturen. For nogle hænger bæredygtighed sammen med at respektere lokalsamfundet og bidrage hertil økonomisk gennem sit forbrug på ferien….
(Indledningsfoto til artiklen: Daniel Villadsen / VisitDenmark)
Skriv et svar