En del flyselskaber forsøger at komme på vingerne igen efter Corona ved at skære ned på deres udgifter. Det drejer sig helt sikkert om SAS, der lige i øjeblikket slås med både piloter og kabine-personale – og måske helst vil slippe af med dem, hvis man kunne.
En lille løsning kunne være denne idé fra det amerikanske firma Collins Aerospace, der er en af verdens største leverandører af elektroniske systemer til både militære og civile fly.
I denne artikel er Collins’ formål meget fredelig. Her vil man placere mini-køleskabe – kald det bare flyvende minibarer – ved hvert Business Class og/eller Premium Economy sæde.
Helt nede i ”monkey class” vil der ikke være plads. Sæderne står for tæt. Derfor vil vi nok heller aldrig se Space Chiller hos lavpris-selskaberne.
Til gengæld kunne ideen være oplagt for flyselskaber, der gerne vil spare på personalet ombord: Når passagererne kan servere for sig selv fra deres lille lokale køleskab, bliver der ikke brug for den ene tur op efter den anden med mad- og drikke-vognene.
Tilmed vil mange passagerer føle Space Chiller som en bedre service: De skal ikke sidde og vente på, at en stewardesse eller steward får tid til at hjælpe dem.
Faktisk findes konceptet allerede i funktion – eller i hvert fald sådan halvt: Emirates tilbydr en slags små minibarer til passagerer i de højere klasser, så de kan have til mere end enkelt glas stående lokalt ved deres siddeplads. Eneste ulempe – Emirates minibarer er blot små skabe uden køling.
Collins Aerospace forsøger I øjeblikket at gøre sig lækker over for flyselskaberne med noget meget bedre: Space Chiller ”er ideel til Premium kabinesæder og byder på kolde drikkevarer og snacks indenfor den rejsendes rækkevidde,” skriver firmaet i sit reklame-materiale.
For mig ligner Space Chiller en lille mikrobølge-ovn, der også kan køle ned. Måske jeg ligefrem er kommet til at afsløre næste års model, som kan opvarme. Så ville flypassageren da være helt selvforsynende.
På billederne af minibaren ser det ud, som om den har plads til tre sodavands- eller øldåser side om side. Ikke meget til en flyvetur over Atlanten. Space Chiller tænkes så anbragt ved siden af hvert sæde i f.eks. Business Class.
Collins Aerospace har dog et åbent sind. Man vil både tilbyde Space Chiller i forskellige størrelser og til varierende formål. Skabene kunne f.eks. også bruges i flyenes køkken eller centrale steder i kabinen, hvor passagerer samles ved kaffemaskine, for at strække benene osv.
Nogle har heldigvis set lyset i Space Chiller. Konceptet er således med i finalen om præmierne i Crystal Cabin Awards 2022, der kårer verdens bedste ideer til indretning af passagerfly. Vinderne kåres den 14. juni….
(Indledningsfoto: Collins Aerospace) ’
Skriv et svar