I fredags kunne Airbus melde, at det så småt begynder at gå fremad igen. I juli modtog den europæiske flygigant bestillinger på fire fly og leverede 47 til kunderne. Det er de første fly-ordrer i over fire måneder.
Natten til onsdag kom ærkerivalen Boeing så med sine tal for juli – og de er langt værre end Airbus: Ingen nye bestillinger på fly og kun fire afleveringer.
Mens salg af nye fly har en strategisk betydning for planlægning af produktionen i de kommende år, er leveringerne vigtige, fordi de er tidspunktet, hvor en stor del af købsprisen bliver overført. De skaber med andre ord likviditet i de hårdt pressede budgetter.
I juli sendte Boeing to 787-9 Dreamlinere, en 767 F og en 777 F til flyselskaberne. F’et i de to sidstnævnte maskiners navn markerer, at der var tale om fragt- eller cargo-fly.
Som nævnt fik Boeing ikke en eneste ny ordre på civile fly i den forløbne måned. Til gengæld modtog Boeing 43 afbestillinger – alle på detn skandaleramte 737 MAX model.
Kigger man på årets første syv måneder som helhed, har Boeing nu kun 59 nye bestillinger i hus. Trækker man afbestillingerne fra og indregner de ordrer, der er usikre og ikke bekræftede, står Boeing på et minus på minus 856 fly.
Så går det langt bedre hos Airbus, der ved udgangen af juli stod med et plus på 302. Det vil sige en forskel på 1.158 maskiner – alene i 2020.
(Indledningsfoto: ThePixelMan / Pixabay)
Skriv et svar