Tv-serier om lufthavne, krydstogter og rejser i det hele taget er i høj kurs hos publikum.
Derfor vises de på flere danske tv-kanaler. Både som genudsendelser og som helt nye optagelser. Med handlinger fra udlandet eller danske destinationer.
En af dem åbner igen her til aften klokken 20, hvor Kanal 5 og Discovery+ sender anden sæson af ”Lufthavnens Beredskab”.
I de enkelte afsnit er seerne med hele vejen rundt, når sikkerheds-folkene i Københavns Lufthavn rykker ud til nødlandinger, uheld eller ulykker samt ophedede situationer.
Med 26 millioner passagerer årligt har København Nordens travleste lufthavn. De – og de mange fly – bliver overvåget håndteret af professionelle hjælpere i Security Guards, Rescue og Fire Fighting.
I tv-afsnittene ser reporterne fra Nordisk Film TV med i lufthavnens Operationscenter, hvor man døgnet rundt overvåger et areal på 12 kvadrat-kilometer ved hjælp af flere end 2.000 kameraer.
Seerne er bl.a. med, når Security-holdet skal have en mand gennet ud af et passagerfly, fordi han har røget i kabinen. Det er en alt andet end let opgave, fordi manden er rasende og kan være til fare for både flypersonale og sikkerhedsfolk.
I et andet afsnit følger man en helikopter, der egentlig skulle være landet på Rigshospitalets tag, men måtte undvige til lufthavnen på grund af tæt tåge over København.
I den forbindelse skal Security sørge for, at en ambulance kan køre ind på lufthavnens område uden at komme i karambolage med de mange startende og landende fly. Det foregår i tæt kommunikation med flyvelederne i kontroltårnet.
Endelig omfatter sikkerheden også den del af Security, som vi alle har oplevet, når vi skulle ud at flyve. Det er person- og håndbagage-kontrollen med skannere, tømte lommer, støvler der skal tages af og diskussionen med personalet om væsker, spray, lommeknive, mobiltelefoner, laptops osv….
(Indledningsfoto til artiklen: Warner Bros Discovery)
Skriv et svar