Islands luftrum har altid været mere livligt og farverigt end det danske. Forstået på den måde, at nye islandske flyselskaber tænder og slukker meget hurtigere.
Den mest kendte var nok Wow Air, hvis pink-lakerede fly drønede mellem Europa og USA til meget lave billetpriser mellem 2012 og 2019.
Så gik den ikke længere. Flyselskabet var ikke længere ”wow”, men ”broke”.
Afløseren for WOW kom hurtigt efter. Med nogenlunde samme koncept og nye postkasse-røde kulører på Airbus-flyene. Bag det nye PLAY stod også flere folk med fortid i Wow.
PLAY har været i luften siden midten af 2021 og har vakt opsigt flere gange:
Dels lykkedes det at stifte et flyselskab midt i Corona pandemien, hvilket i sig selv er en præstation.
Dels har PLAY ekspanderet kraftigt med ruter til mange lande i Europa. I Danmark flyver PLAY fra København og Billund, mens Aalborg blev droppet efter få måneder.
Lige før nytår kom så de første små-alarmerende nyheder fra Island om, at PLAY var ved at løbe tør for penge.
I banken stod kun 21 millioner euro, hvilket ikke er meget for et flyselskab med lave priser og store udgifter til leasing af fly, brændstof, vedligehold, forsikring og afgifter til lufthavnene.
PLAY løste sine umiddelbare problemer via en kapital-forhøjelse, hvor investorer skød 30 millioner euro ind i selskabet. Samtidig blev den hidtidige topchef Birgir Jonsson fyret.
I næste uge sender PLAY så yderligere aktier i omløb, som skal få nuværende og nye investorer til at poste yderligere 3,3 millioner euro i flyselskabet.
PLAY’s nye administrerende direktør og stor-aktionær Einar Örn Ólafson ser derfor flyselskabet ved et vendepunkt:
Det er slut med de vilde ekspansions-planer, og PLAY vil ikke foreløbigt købe nye fly. I øjeblikket har PLAY seks Airbus A320neo og fire A321neo.
Målet er stadig at udvide til mellem 18 og 20 flyet, men det er langsigtede planer uden en umiddelbar dato på.
PLAY forklarer sit økonomiske pres med inflation, højere brændstof-priser og fald i billetsalget som følge af vulkan-udbruddene i Island.
Ellers skulle det gå helt fornuftigt: PLAY tager markedsandele fra den lokale rival Icelandair, og i februar havde flyselskabet solgt 81 procent af de udbudte billetter.
I årets anden måned havde PLAY 106.042 passagerer, hvilket var 66 procent flere end i februar 2022, oplyser flyselskabet.
Blandt de seneste nye ruter hos PLAY kan nævnes flyvninger mellem Reykjavik i Island og Madeira i Portugal, Marrakesh i Marokko og Vilnius i Litauen.
Spændende bliver det at se, om de røde PLAY fly igen får medvind i den kommende tid….
(Indledningsfoto til artiklen: PLAY)
Skriv et svar