Når Qantas åbner flere super-lange ruter på kryds og tværs af Jorden, vil det australske flyselskab fjerne nogle sæderækker i maskinerne.
Så kan passagererne strække ben og arme bedre, end de kan i dag på interkontinentale flyvninger, der snart kan vare op til 20 timer i luften.
Det er en af de konsekvenser, som Qantas vil tage efter med succes at have åbnet en non-stop rute mellem London og Perth i det vestlige Australien.
Ruten er til mange menneskers overraskelse blevet en kommerciel succes. Quantas kan melde udsolgt på næsten alle afgange, som flyves med en ombygget Boeing 787 Dreamliner. Godt 250.000 passagerer har taget turen allerede.
Lige nu er Qantas ved at prøve-flyve tre endnu længere ruter for at teste, hvordan passagerer og besætninger klarer sig fysisk og psykisk på at være indespærret i et aluminiums-rør i 12.000 meters højde i det meste af et døgn.
Qantas har gennemført den første testflyvning, der gik non-stop mellem Sydney i Australien og New York på den østlige side af USA.
På fredag starter nummer to. Den kommer til at vare 19,5 timer og fører direkte fra London til Sydney.
Denne flyvetur er betydeligt længere end den faste rute til Perth. Sydney ligger nemlig på den anden side af Australien.
De nuværende passagerfly på markedet fra Boeing og Airbus kan ikke flyve så langt med maskinen fyldt af passagerer.
Længste flyvning nogensinde
Derfor bruger Qantas igen en Dreamliner med ekstra brændstof-tanke til opgaven. Ombord vil være 52 passagerer, der alle er frivillige fra flyselskabets medarbejdere. Desuden er der læger og flere komplette besætninger med.
På fredagens flyvetur vil der være mere måleudstyr med ombord end på den første. Piloterne får bl.a. lavet EEG’er, der giver et billede af deres hjernes aktivitet. Desuden monteres tre GoPro kameraer i cockpittet for at overvåge piloternes reaktions-evne og opmærksomhed undervejs,
Faktisk er det anden gang i flyve-historien, at en direkte flyvning mellem London og Sydney bliver gennemført. Første gang var i 1989 i et fly uden passagerer ud over besætningerne selv.
Ifølge Qantas vil fredagens flyvning fra London til Sydney være 1.600 kilometer længere end den første prøvetur mellem Sydney og New York.
Den vil bare virke kortere, fordi der som regel er medvind på rejsen fra vest mod øst – og hen over det amerikanske kontinent.
Motion højt oppe i skyen
Qantas har store ambitioner om at åbne en hel stribe super-lange flyruter med udgangspunkt i Sydney. De skal gå non-stop til flere europæiske storbyer, til flere byer i USA og sandsynligvis også til Rio i Brasilien.
Både fra sin faste ruter mellem London og Perth og de tre planlagte test-flyvninger i år som led i Project Sunrise samler Qantas ivrigt erfaringer.
De skal bruges til f.eks. at ændre designet af langdistance flyenes kabiner. Det kan være med flere zoner, hvor passagererne kan få rørt deres arme og ben på rejsen. Muligvis bliver der tale om små motionsrum.
Flyselskabet eksperimenterer også med rytmen af de serverede måltider ombord og med, hvilke føde- og drikkevarer der egner sig bedst til så lange rejser på tværs af mange tidszoner.
I den forbindelse arbejder Qantas sammen med ernærings-eksperter og læger fra University of Sydney.
Den endelige beslutning, om man vil hoppe ud i et helt netværk af superlange non-stop ruter vil Qantas tage omkring nytår.
Derefter er det planen, at ruterne åbner i 2022. Naturligvis forudsat, at Airbus og Boeing til den tid vil have fly, der kan klare de lange afstande. Begge flyfabrikker har travlt med at udvikle nye flytyper, som kan….
(Artiklens indledningsfoto: James D. Morgan / Qantas)
Skriv et svar