Det er ikke længe siden, at det store schweiziske rederi MSC lod sit første krydstogtskib i luksus-klassen – Explora I – benytte København som udgangspunkt for sin jomfru-sejlads til Island.
Explora I er ikke kun dyrt og luksuriøst indrettet. Skibet med plads til 950 passagerer bruger også den nyeste teknologi til at begrænse forurening og belastning af miljøet.
Denne trend mod stadig grønnere krydstogter fortsætter MSC i de kommende år, hvor to af seks nye Explora skibe vil være udstyret med brint-drevne motorer.
Disse motorer er i teorien forureningsfri, fordi de arbejder med brændstof-celler og flydende brint.
Desværre vil MSC dog i første omgang kun benytte denne mulighed, når Explora V og Explora VI ligger i havn.
Tilsyneladende som en slags alternativ til landstrøm, som flere og flere havne tilbyder sine krydstogt-skibe. Ved landstrøm puttes skibene så at sige i stikkontakten og slukker for deres diesel-drevne motorer imens.
Når de to nye luksus-skibe er ude at sejle, kører deres motorer på flydende naturgas (LNG). Det forurener meget mindre end diesel eller bunkers-olie, men er dog fortsat fossilt brændstof.
Explora V og VI vil også kunne sejle på andre former for brændstof som f.eks. bio-benzin, metanol eller syntetisk gas..
På lidt længere sigt vil MSC arbejde sammen med det store Fincantieri værft i italienske Genua om at udvikle endnu mindre forurenende motor på basis af f.eks. brændstof-celler.
Explora V og VI skal stå færdige i 2027 og 2028, så der går noget tid, inden man kan tage på krydstogt med hel grøn samvittighed.
Medmindre selvfølgelig, at man booker et krydstogt på et stort sejlskib, som der også er mulighed for hos et par enkelte små rederier.
MSC, der også er Mærsks største konkurrent i container-skibe, satser på at være 100 procent CO2-neutral senest i 2050.
Inden da bliver rederiets skibe forbedret løbende med stadig mindre osende motorer og bedre genbrug af affald ombord.
Desuden laver flere af MSC’s krydstogtskibe al deres drikke- og ferskvand ombord selv ved at afsalte havvand i store anlæg under dæk.
Det første luksus-skib i Explora familien er i drift. Det næste – Explora II – skal stikke til søs i 2024. Derefter følger fire yderligere med korte mellemrum.
For MSC udgør bestillingen af de i alt seks luksus-skibe en samlet investering på 3,5 milliarder euro eller ca. 26,5 mia. danske kroner.
MSC kaster så mange penge i projektet af i hvert fald tre grunde:
- Den ene er, at krydstogt-gæster bliver mere og mere grønne forbrugere. Ligesom, når de køber elbiler og økologiske madvarer til lands, forventer de en tilsvarende indsats fra rederierne.
- Den anden er en stigende pression fra politisk hold. Senest så man det f.eks. i København, hvor Borgerrepræsentationen vil forlange, at alle krydstogtskibe i hovedstadens havn kan udnytte landstrøm.
- Endelig er en grøn strategi godt for en virksomheds image og omdømme. Det så vi også for nylig med den megen positiv omtale, som Mærsk fik for udviklingen af fremtidens forureningsfri containerskibe.
MSC understreger, at alle seks skibe i datterselskabet Explora Journeys flåde vil blive udstyret med de seneste nye teknologier til begrænsning af miljø-belastning.
Det er f.eks. avancerede affalds-management systemer, teknologier til CO₂ fangst – carbon capture – og nye katalysator-filtre, der reducerer udledningen af kvælstof-oxid (NO₂) med 90 procent.
Dertil kommer, at skroget under vandlinien er designet, så det støjer og generer livet under vand mindst muligt, når skibet sejler….
(Indledningsfoto til artiklen:Explora Journeys / MSC)
Skriv et svar