I den kommende weekend begynder sommerferien for alvor for tusinder af danskere. Mange af dem er børnefamilier, hvor de voksne gruer for, hvordan de skal holde børnene beskæftiget på de lange rejser i fly, tog, bus eller bil.
Moderne teknologi kan være løsningen, selvom den måske ikke er verdens bedste børne-opdragelse. Men den virker, og både gamle og unge er som regel glade. Alt andet lige er det vel det vigtigste.
Trends & Travel har talt med en virkelig ekspert på området for at gå gode tips til gadgets, og hvad man skal huske forud før rejsen.
Eksperten er Elgigantens salgsdirektør Glenn Manson. Han er selv far til fire og kender derfor alt til fælder og fordele ved sommerferier med børn.
Mansons gode råd kan imidlertid også være rigtigt gode at huske for folk, der rejser alene eller sammen med andre voksne – og uden mindre børn.
”Der er enorm forskel på at rejse med små børn før og efter, at tablets er blevet tilgængelige for alle. Rejser er blevet en helt anden oplevelse med tablets,” forklarer Glenn Manson.
”På et fly sidder man f.eks. ganske trangt. Med folk rundt omkring sig og strikse regler der skal følges. At forsøge at få en tre-årig til at beholde sikkerhedsbæltet på er meget lettere, når barnet er optaget af Angry Birds eller Gurly Gris,” fortsætter han.
Tricket ligger i at fylde tabletten med enten lærerige spil eller gode film, før familien tager på ferie hjemmefra.
Kun få flyselskaber og færger tilbyder internet, der er egnet til streaming. Derfor er det bedre at udnytte, at streaming-tjenester som Netflix og Viaplay tillader download af både film og tv-serier for børn. Man kan også købe eller leje film gennem iTunes og andre musik- og filmtjenester.
”Husk for alt i verden at lade alle elektroniske enheder op hjemmefra. Flere og flere flyselskaber og tog tilbyder stik til opladning, men de er som regel langsomme – og så er de ikke altid tilgængelige, når man har brug for dem,” advarer Glenn Manson fra Elgiganten.
Han fortæller, at han altid medbringer en lille håndfuld powerbanks – små ekstra batterier. Både til børnenes ting og sin egen smartphonen.
Har man først skullet finde frem i buldermørke til et hotel på ferie-destinationen – og en mobiltelelefon uden strøm – lærer man det hurtigt.
En anden smart lille ting er en såkaldt splitter. Det er et stik, der gør, at man kan koble to sæt hovedtelefoner til den samme udgang på ens tablet eller telefon. Den er perfekt, når f.eks. to børn skal se film sammen.
Hovedtelefoner – eller de mindre øretelefoner – er nærmest en nødvendighed at have med på rejsen. Både når man er selv og har hele familien med.
Der findes næsten ikke noget værre end at skulle sidde og lytte med på, hvad andre ser. Bedst er at købe hoved- og øretelefoner, der har indbygget støjreduktion. De kan indstilles til, at man kan høre f.eks. dele af, hvad der sker omkring en – eller lukke helt af.
Små børn skal have hovedtelefoner – ikke øretelefoner, siger Glenn Manson. Ørepropper fra øretelefonerne er for store til børns ører. Bedst er hovedtelefoner med ledning, når små børn skal have dem på. De har ikke batterier, som skal lades op – som på deres trådløse søskende.
Dagens gadgets kommer med en masse kabler og ladere, så det kan være smart at have en lille pose til alle ledningerne.
Nogle lande bruger andre typer stik, og så har ma behov for en rejse-adapter til at lade tingene op med. Adapterne kan købes i lufthavne eller lånes på hoteller, men det er som regel bedst og billigst at købe dem hjemmefra.
Her er fem hurtige rejse-tips fra Elgigantens salgsdirektør:
- Sørg for at oplade alle enhederne, før I tager afsted
- Medbring fuldt opladede powerbanks for en sikkerheds skyld
- Download film, serier og lærerige spil hjemmefra
- Husk de nødvendige kabler, opladere og strømadaptere
- Husk at få jeres ting med fra stolelommen, når I forlader fly eller tog
Skriv et svar