Hvert år drøner mange danskere på sommerferie i udlandet uden at forberede sig på, at det kan blive dyrt at have mobiltelefonen med.
Derfor er det lige så vigtigt at tjekke regler og bestemmelser op på smartphonens brug i de lande, man gerne besøge som at huske at have rejsepas, det blå sygesikrings-kort og en god rejseforsikring med i bagagen.
Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur, der er en del af Klima-, Energi- og Forsynings-ministeriet, har samlet en række gode råd og baggrundsviden om at bruge mobilen i udlandet.
Først nogle detaljer, hvis du rejser inden for EU’s grænser, hvor den såkaldt gratis roaming ofte kan være en fata morgana:
Kend dit mobil-abonnement
Inden du rejser, bør du tjekke, om dit abonnement tillader brug af mobilen i udlandet. Det gør de fleste, men ikke alle. Undersøg også, om der er begrænsninger for taletid, antal sms’er, eller om roaming er inkluderet i dit abonnement. Dét overser alt for mange.
Roam-Like-at-Home
Hvis dit abonnement inkluderer roaming, kan du bruge din telefon på samme vilkår som derhjemme, når du rejser inden for EU. Dette kaldes ”Roam-Like-at-Home” og betyder, at du med dit danske abonnement kan bruge de udenlandske udbyderes mobilnet ligesom hjemme i Danmark. Roaming omfatter båder opkald, sms og dataforbrug.
Pas på ”fair use”-grænsen
Selvom der er Roam-Like-at-Home i EU, betyder det ikke, at du kan surfe ubegrænset. Din udbyder kan fastsætte en såkaldt ”fair use”-grænse for dit dataforbrug i EU. Denne grænse vil normalt være angivet i dit abonnement. Hvis du bruger mere data end det tilladte, kan det koste ekstra gebyrer. Derfor kan det være en god idé at bruge Wi-Fi til opkald, hvor det er muligt.
Pas på ved EU’s ydergrænser
Når du rejser i EU, skal du være opmærksom på, at du kan komme tæt på grænserne til lande uden for unionen. Det betyder, at din telefon potentielt vil oprette forbindelse til en udenlandsk udbyders netværk uden for EU, hvis signalet er bedre end dét i det land, du befinder dig i. Dette kan blive rigtig dyrt, hvis dit abonnement ikke omfatter roaming i det pågældende land – også selvom du ”bare” skal tjekke din mail eller et kort på mobilen.
Pas på færger og krydstogter
På skibe anvendes ofte satellit-forbindelser, som kan medføre store regninger. De bruges også internt i EU. For at beskytte dig mod uventede ekstraregninger har flere udbydere indført en automatisk spærring af dit dataforbrug via satellit. Tjek med din udbyder, hvad der gælder for dit abonnement.
Hvis du rejser uden for EU’s grænser, gælder andre regler:
Ingen Roam-Like-at-Home uden for EU
Kun nogle få teleselskaber tilbyder roaming uden for EU. Derfor kan du risikere at skulle betale både for indgående og udgående opkald samt eventuelle opkalds-afgifter. Desuden skal du normalt punge ud for alt dit dataforbrug. Tjek dit teleselskab for muligheder.
Pas på dataloft og forsinkelser
Der er fastsat et dataloft på omkring 450 kroner – både inden for og uden for EU. Bruger du mere end det, vil din udbyder normaltspærre for dit dataforbrug for at forhindre en eksplosiv regning. Vær i den forbindelse opmærksom på, at opdateringen af dit forbrug kan være forsinket, så du reelt kan nå at bruge en betydelig større mængde data, før spærringen aktiveres.
Sluk for din telefonsvarer
Når du rejser uden for EU, er det bedst at d-eaktivere telefonsvareren, hvis du kan undvære den. Når nogen lægger en besked på din telefonsvarer, betaler du nemlig både for at modtage opkaldet på din telefon og for, at din telefon ringer til en server i Danmark og efterlader beskeden dér. Du risikerer altså at betale dobbelt for et enkelt opkald.
Pas på brugen af emojis
Hvis du sender sms og emails i din ferie, skal du være opmærksom på emojis. De kan nemlig medføre ekstra omkostninger på din mobilregning. En enkelt SMS kan maksimalt være 160 tegn lang, mens en emoji nemt kan fylde flere hundrede tegn. I praksis betyder det, at f.eks. en hjerte-emoji hurtigt kan blive takseret som fire til fem sms’er. Begræns derfor antallet af emojis eller send beskeden online, når du er forbundet til Wi-Fi.
Opdatér mobilen hjemmefra
Mange af os har indstillet vores telefoner til at downloade e-mails og opdatere apps automatisk i baggrunden. Det er smart, når vi er hjemme, men kan være problematisk på ferien. Opdateringerne bruger en betydelig mængde data, uden at vi lægger mærke til det. Derfor en god idé at downloade og opdatere alt, hvad du har brug for, inden du rejser, og deaktivere automatisk opdatering, mens du er væk….
(Indledningsfoto til artiklen: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur)
Skriv et svar