De to fatale flystyrt hos Ethiopian Airlines og Lion Air har selvfølgelig kastet fokus på Boeings nye 737 MAX 8 fly – og om de nye passagerfly er født med tekniske fejl.
Det må jo være ganske forfærdelig at være pårørende til en af de 346 mennesker, der blev dræbt ved flyulykkerne for 14 dage siden og i oktober sidste år.
Det seneste styrt og det efterfølgende flyforbud mod Boeing 737 MAX har imidlertid også efterladt problemer hos de flyselskaber, der bruger det nye passagerfly. Her i Nordeuropa drejer det sig først og fremmest om Norwegian og polske LOT.
I sidste ende kan det ende med at blive et problem for passagererne. Ikke kun, fordi mange af dem vil være bange for at flyve med MAX maskiner i fremtiden. Men også, hvis man har booket en billet, hvor rejsen skulle være foregået i en Boeing 737 MAX 8.
Gælder EU’s regler for kompensation til passagerer også, når et fly er blevet ”grounded” og ikke må gå på vingerne?
Trends & Travel har spurgt hos www.flypenge.dk . Det er et af de konsulent-firmaer med jurister ansat, som har specialiseret sig i at hjælpe flyrejsende med at få erstatning, når deres afgang er forsinket, aflyst eller over-booket.
Flypenges jurister svarer, at det nok bliver svært at få kompensation for en billet i en Boeing 737 MAX 8. De har fået et flyveforbud, hvilket betragtes som en ”usædvanlig omstændighed” og derfor ikke skal erstattes ifølge EU’s lovgivning.
Flyselskabet med de groundede MAX fly skal dog kunne dokumentere, at det har gjort alt for at undgå forsinkelser og aflysninger som følge af start-forbuddet. Det skal have ombooket berørte passagerer til andre fly så hurtigt som muligt.
Jo længere tid, der går, inden passageren får tilbudt en ombookning – desto større chancer er der for at få en kompensation.
Det samme gælder, hvis passageren oplever en usædvanlig lang forsinkelse som følge af Boeing 737 MAX 8 problemerne.
Har passageren f.eks. selv købt en ny billet, kan vedkommende kræve betaling for pris-differencen mellem den gamle og den nye billet samt for eventuelle ekstra udgifter.
Skulle passagerer have valgt at afbryde deres rejse – måske fordi de blevet bange for at flyve på grund af de meget omtalte MAX 8 styrt – skal flyselskabet ikke betale kompensation jævnfør EU-reglerne.
Flyselskabet er heller ikke forpligtet til at ombooke rejsen, fortæller www.flypenge.dk .
Når en passager vælger at afbryde sin rejse, har han eller hun ikke længere et vedvarende kontraktforhold med flyselskabet.
Passageren har dog mulighed for at kræve refusion af billetten uafhængigt af, at aflysningen skyldes ”usædvanlige omstændigheder”….
Skriv et svar