Her senere i 2025 fylder Københavns Lufthavn 100 år, og det jubilæum kan Storkøbenhavns største arbejdsplads gå ind i med en viden om, at passagertallet er næsten helt tilbage. Nemlig 29,9 millioner.
”Næsten”, fordi Københavns Lufthavns rekordår i 2018 havde 30,3 millioner rejsende gennem terminaler og gates.
Lufthavnen tog en gevaldig slutspurt i december, der blev den bedste julemåned nogensinde:
2,2 millioner passagerer tog flyet fra eller til Københavns Lufthavn (CPH), hvilket er hele 11 procent flere end i december 2023.
Trods af det stigende passagertal er antallet af passagerfly, der letter og lander i Københavns Lufthavn, ni procent lavere end for fem år siden. Dengang var passagertallet ellers stort set det samme.
“Vi kan se, at de fleste af de 54 flyselskaber, der flyver til og fra København, kommer med nye, mere moderne fly. De nye fly er større og kan have flere passagerer med, men bruger samtidig mindre brændstof, larmer og forurener mindre,” forklarer Peter Krogsgaard. Han er kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.
I dag er 34 procent af alle fly i Københavns Lufthavn af moderne flytyper som Airbus A320neo eller Boeing 737 MAX.
Størst fremgang havde CPH på sine nord-amerikanske ruter, der havde 23 procent flere passagerer end i 2023. For de europæiske ruter var stigningen på 12 procent.
Næppe overraskende ligger New York helt i top blandt de oversøiske destinationer. Knap 400.000 passagerer fløj mellem København og ”Big Apple” – efterfulgt af Los Angeles og San Francisco.
I løbet af 2024 er der åbnet flere nye ruter fra København til Nordamerika:
SAS begyndte at flyve til Atlanta og JFK-New York, mens American Airlines åbnede sin rute til Philadelphia. Det betyder, at der i dag er 14 direkte ruter mellem København og Nordamerika.
Udover de tre nævnte ruter flyver SAS i løbet af året til Los Angeles, Newark-New York, San Francisco, Chicago, Boston, Washington D.C., Miami og Toronto.
Dertil kommer, at Air Canada flyver til Montreal og Toronto, mens Delta Air Lines klarer en rute til JFK-New York.
Størstedelen af trafikken i Københavns Lufthavn går dog fortsat til destinationer i Europa – faktisk 84 procent målt i passagertal.
Her ligger Storbritannien på en klar førsteplads med 2,8 millioner rejsende i 2024. På anden- og tredje-pladsen følger Spanien og Norge med henholdsvis 2,5 og 2,4 millioner passagerer.
Endelig kan CPH se, at et stigende antal passagerer bruger lufthavnen som mellemstation videre ud i verden.
Sidste år rejste således 5,7 millioner transfer-passagerer via København. 19 procent flere end i 2023.
Størstedelen af transfer-passagerer flyver ind fra lufthavne i Sverige, Norge og Tyskland – og videre ud i verden til en af de 175 destinationer, man kan nå fra København.
Til sidst en Top-10 liste over de mest populære ruter til og fra Københavns Lufthavn i 2024:
- London – 175.053 passagerer
- Oslo – 104.146
- Stockholm – 102.158
- Amsterdam – 90.921
- Paris – 83.451
- Istanbul – 56.986
- Aalborg – 53.938
- Wien – 46.198
- Milano – 45.488
- Frankfurt – 43.827 passagerer
(Indledningsfoto til artiklen: Københavns Lufthavn)
Skriv et svar