I de senere uger har det svensk-ejede Detur udviklet sig til at være Danmarks mest udskældte charter-rejse-bureau.
Nu har Detur indgivet konkurs-begæring i Sverige. Dermed skal danske kunder ikke regne med at komme på deres planlagte solferie, men må i stedet bruge tid og besvær på at få deres penge tilbage.
Inden konkursen var Detur Danmarks sjette-største charter-bureau målt i antal gæster. Det er dog svært at tro, når man har set de mange klager, som Deturs kunder har offentliggjort i formiddags-bladene og en egen gruppe på Facebook.
Detur lukkede for så vidt allerede ned for flere uger siden. Kunder fik blot en sms om, at deres rejser var aflyst. Hverken kunder eller pressen kunne efterfølgende få fat i bureauet.
Dertil kommer, at adskillige Detur kunder klagede offentligt over dårligt hoteller, hvis indretning og service lå langt under, hvad de var blevet lovet og havde set billeder af på Deturs hjemmeside.
Detur var specialist i billige charter-rejser til især Tyrkiet. Bureauet har i sidste ende også tyrkiske ejere.
På Deturs hjemmeside står fra i dag teksten:
‘Ledelsen har været nødsaget til at konstatere, at det ikke længere er meningsfuldt at fortsætte indsatsen med omlægning, rekapitalisering eller alternativt salg og må desværre meddele, at Detur er tvunget til at indgive konkursbegæring.”
Folk, der har booket rejser med Detur senere i år eller til næste år, skal ikke regne med at komme afsted. I stedet skal de nu forsøge at få deres penge tilbage:
”For de rejsende, der får og har fået aflyst deres rejser, kan tilbagebetaling af det betalte beløb, hvis de har betalt med betalings- eller kreditkort, ske ved at bestride beløbet med den udstedende bank, som normalt er en kortere rute med den hurtigste behandlingstid,” skriver Detur på sin hjemmeside.
Da Detur er svensk-ejet, nytter det ikke at gå til den danske Rejsegarantifond. I stedet skal man gå til fondens svenske pendant Kammarkollegiet. Eventuelt kan man indsende sit krav til den kurator, der skal håndtere konkursboet. Det er dog normalt en langvarig proces.
Detur selv skubber bl.a. skylden for sin nedtur over på stigende udgifter til flybrændstof, som man ikke har kunnet forudse og budgettere med på forhånd.
Desuden skriver Detur på sin hjemmeside, at markedet for solrejser ikke er vendt tilbage så hurtigt, som man havde håbet. Dertil kommer, at krigen i Rusland har påvirket danskernes rejselyst negativt.
Detur har også i tidligere år gjort opmærksom på sig selv på en kedelig måde. Således har selskabet været på Pakkerejse-Ankenævnets sorte liste, fordi det ikke fulgte nævnets kendelser….
(Indledningsfoto til artiklen: Styyx / Wikimedia)
Skriv et svar