Når man spørger danskere, der har rejst til New York om den amerikanske storbys lufthavne, vil de fleste straks svare John F. Kennedy International (JFK) eller Newark. Lidt færre vil nævne LaGuardia Airport, der mestendels bruges til indenrigs ruter i USA.
Nu kunne det imidlertid se ud, som om Newark ikke længere må betragtes som en New York lufthavn. Det sker efter en beslutning fra flyselskabernes internationale organisation IATA.
Newark er ellers mere New York end f.eks. JFK. Newark ligger nemlig tættere på Manhattan end JFK, selvom lufthavnen rent teknisk er placeret i delstaten New Jersey. Desuden er Newark centrum for mange europæiske flyselskabers ruter til New York – bl.a. SAS’.
Ifølge et internt Lufthansa memo, som er blevet lækket på Twitter, vil IATA introducere en ny standard for «multi-airport cities”, så deres lufthavne kan samles under en fælles bykode.
Det gør de for så vidt allerede i New York, hvor alle tre lufthavne er oplistet som NYC hos IATA. Samtidig bruger flyselskaberne imidlertid separate koder til hver – JFK, EWR og LGA.
Med de nye regler, som IATA vil indføre fra den 3. oktober, “forsvinder” Newark fra New York og får sin egen officielle kode.
Det kunne alt sammen lyde som ren teori og bureaukrati, men ændringen kan faktisk få praktisk betydning for flyselskaberne og gøre rejser dyrere for passagerer:
Lige nu tillader de fleste flyselskaber, at rejsende kan flytte ankomst-lufthavne gratis, så længe de fungerer under samme by-kode – f.eks. fra JFK til Newark eller omvendt.
Når man nu flytter Newark væk fra NYC, vil det betyde, at flyselskaberne vil tage ekstra afgifter for skift af lufthavn, selvom de har afgange fra begge. Det bekræfter Lufthansa også i sin tweet.
Omvendt kan det også betyde billigere flybilletter, hvis man vælger Newark fremfor JFK eller LaGuardia. Lufthavns-afgifterne er nemlig lavere i New Jersey end i New York.
Sandsynligvis vil der ikke i første omgang ske ændringer i de mange online-søgemaskiner. De vil fortsat vise Newark som en af New Yorks lufthavne, selvom den nu er formelt set ”udenbys….”
(Indledningsfoto fra Newark lufthavnen til artiklen: Florian Pepellin / Wikimedia)
Skriv et svar