SAS og Finnair slog ny rekord med antallet af passagerer i juni, mens rivalerne fra Norwegian kunne glæde sig over 14 pct. flere gæster ombord på sine fly – sammenlignet med samme måned for et år siden.
Med andre ord flyver skandinaver mere, end de har gjort før. Om det skyldes generelt lavere billetpriser, eller fordi den varme luft giver øget udve, skal jeg ikke kunne sige. Men flyselskabernes passagertal for juni taler klare ord.
2,9 millioner mennesker rejste med SAS i den seneste måned. Det er tre pct. flere end i juni 2017 – men måske mere imponerende. De 2,9 mio. gør juni til den bedste måned nogensinde i SAS’ efterhånden mange-årige historie.
2,7 mio. fløj på rutefart med SAS. De resterende 200.000 er passagerer, som SAS flyver med for charter-bureauerne-
Størst fremgang havde SAS på sine ruter til destinationer i Europa. Til gengæld fløj færre indenrigs med SAS. Også de lange inter-kontinentale afgange havde en tilbagegang.
Helt omvendt hos konkurrenterne fra Norwegian. Det norske lavpris-selskab har sine store fremgang på netop de lange ruter. Primært mellem Europa og USA.
I juni satte 3,5 millioner passagerer sig til rette i Norwegians Boeing fly. Det er 14 pct. flere end i samme måned for et år siden. Vist i mere konkrete tal er 437.883 flere rejst med Norwegian i juni.
Norwegian er også bedre til at fylde sine fly end SAS. Belægningsgraden – altså procenten af solgte sæder på en gennemsnitlig afgang – lå på 90,5 hos Norwegian og 83 hos SAS. Til sammenligning fløj Ryanair med 96 pct. fyldte maskiner i juni.
Punktligheden var til gengæld beskeden i juni. Norwegian fik f.eks. kun 70,9 pct. af sine fly frem til tiden – med under 15 minutters forsinkelse.
Årsagen er primært flyvelederes strejker i en række europæiske lande. De har påvirket alle internationale flyselskaber i juni.
Ryanair måtte således aflyse 1.100 afgange på grund af problemer med flyvelederne, der skal styre luftrummet over Europa.
Det tredje store nordiske flyselskab – Finnair – satte også ny rekord i juni. Aldrig før har så mange fløjet ned finnerne i en enkelt måned. 1,2 millioner eller 1.240.500 for at være mere præcis. Til genglæld havde Finnair lidt problemer med at fylde sine passagerfly
Finnair har nemlig fået flere nye maskiner med plads til flere mennesker ombord, og den øgede sæde-kapacitet har de 12,8 pct. flere passagerer i juni ikke kunnet udbalancere. Finnair fløj således sine ruter med 85,4 pct. belægning.
Finnair lever i høj grad på sine mange ruter til Kina og Asien i det hele taget. Ruterne til Fjernøsten fra Helsinki havde 15,5 pct flere passagerer i juni – sammenlignet med samme måned for et år siden. Den nordamerikanske trafik voksede med 18,2 pct og den europæiske med 12,4 pct.
Skriv et svar