Helt som forventet vender Norge nu tilbage som medejer af SAS. Det meldte regeringen i Oslo ud her til morgen, og meddelelsen modtages med stor påskønnelse hos SAS’ topledelse i Stockholm.
Da SAS blev stiftet i 1946, indgik Norge som aktionær på linie med Danmark. Sverige fik et lidt større ejerskab.
I 2018 solgte Norge imidlertid sine aktie i SAS. Nordmændene mente, at de havde rigeligt at se til med deres egne flyselskaber som f.eks. Norwegian og Widerøe. Svenskerne og danskerne måtte tage sig af SAS.
Norge var dog ikke længere væk end, at Oslo ydede SAS et lån på halvanden milliard norske kroner under Corona krisen.
Det skete på linie med bl.a. Norwegian og skulle sikre, at flyforbindelserne i det uvejsomme Norge blev opretholdt under pandemien, selvom der ikke var så mange passagerer at transportere.
I de senere uger og måneder har der dog verseret rygter i Oslo om, at Norge overvejede at involvere sig direkte i SAS igen. De forlydender blev bekræftet her til morgen.
Norge vil dog ikke investere nye milliarder i redning af SAS, ligesom Danmark vil. I stedet vil nordmændene konvertere SAS’ gæld til ansvarlig aktie-kapital.
Skulle SAS komme helskindet igennem den truende pilotstrejke fra i morgen, vil Danmark formentlig blive den største enkelt-aktionær i flyselskabet – hvis EU’s konkurrence-myndigheder godkender handelen.
Danmark vil så have ca. 30 procent ejerandel mod i dag 21,8 procent. Det er samme niveau som Sverige, der dog ikke ønsker at være aktionær i SAS længere.
Flyselskabets fremtid må så bygge på en eller flere udenlandske investorers kapital-indsprøjtning.
Både amerikanske og kinesiske har været på tale, mens de store danske pensionskasser ikke har signaleret den store interesse i at eje et flyselskab.
SAS selv har reageret på den norske regerings udspil ved at kalde det et ”vigtigt skridt i retning af succes for SAS Forward.” Det er flyselskabets spareplan på 14 milliarder kroner, som striden med piloterne også er en del af….
(Indledningsfoto til artiklen: Airbus)
Skriv et svar