Norge har længe haft verdens største netværk af færger og postskibe, der sejler hybridt og derfor væsentligt renere end konventionelle skibe.
De bruger en kombination af elmotorer med batterier og forbrændings-motorer, der kører på flydende naturgas (LNG).
Norge er også et af de lande på denne klode, hvor elbiler er mest udbredt – og så overvejer den norske regering i øjeblikket at indføre en turistskat.
Alt sammen skal det være med til at værne om Norges sarte natur, hvor især fjordene er noget af et smukkeste at se og opleve.
Netop fjordene skal nu beskyttes mod forurenende skibe og her ikke mindst de store krydstogtskibe.
Fra 1. januar 2026 indfører nordmændene nul-forurenings-regler for skibe på under 10.000 tons. Herunder også turistskibe og færge.
Større fartøjer som f.eks. krydstogtskibe for nogle flere år til at få skiftet deres motorer ud.
De skal være helt rene i udstødning og skorstene fra 2032. Da skal de benytte f.eks. bio-gas og lades op med elektrisk strøm, hver gang de anløber en norsk havn.
At kravet ikke er en tidligere dato skyldes, at den nødvendige teknologi slet ikke er på plads endnu. Den samme udfordring er der med fremskaffelse af tilstrækkeligt med bio-brændstoffer.
”Målet er at bevare vores unikke fjorde og skabe bæredygtig turisme,” siger Andreas Bjelland Eriksen til det amerikanske fagmedie ”Cruise Hive”. Han er Norges klima- og miljø-minister.
”Kravet om nul-forurening vil fremme udviklingen af ny teknologi, reducere luft- og vand-belastningen og sikre, at vores fjorde kan blive ved med at være store turist-attraktioner,” fortsætter han.
Initiativet er en del af et bredere forsøg på at reducere den miljø-mæssige belastning fra krydstogt-industrien.
Den er vigtig for indtjeningen i den norske turist-branche, men samtidig skyld i udledning af drivhus-gasser og forurening i landets følsomme natur-områder.
Norske fjorde som f.eks. Geirangerfjord, Nærøyfjord, Aurlandsfjord, Sunnylvsfjord og Tafjord er alle optaget som verdensnaturarv af UNESCO.
Oven i kravene til krydstogt-rederierne bidrager den norske regering selv med at finansiere bygningen af elfaciliteter til skibe i den populære krydstogt-havn Flåm.
Norske politikeres trusler om skrappere miljø-krav ser dog ikke ud til at afskrække krydstogt-rederierne. I 2023 fik Norges havne besøg af 3.943 skibe, hvilket er næsten 500 flere end året før.
Da mange af skibene var meget store med passagertal på 5.000 eller flere, røg antallet af krydstogt-gæster op på 6,1 million sidste år. En stigning på 1,9 million i forhold til 2022.
I år venter Cruise-Norway igen et nyt rekordår. Dog kun med fire procent flere passagerer end sidste år….
(Indledningsfoto til artiklen: Zachtleven / Pixabay)
Skriv et svar