Det går hurtigt fremad for det nye norske lavpris-selskab Norse Atlantic Airways, der blev stiftet for blot et par uger siden af tidligere Norwegian topchefer.
Norse har leaset sine første ni Boeing 787 Dreamliner fly, der fra december skal indsættes på ruter mellem Europa og USA.
Norse skal derfor tage arven op efter Norwegian, der som led i sin redningsplan har skåret voldsomt ned og fremover kun satser på korte ruter i Norge, Skandinavien og de mest populære ferie-destinationer i Spanien.
Norse vil tilsyneladende gå efter ruter fra Oslo, London og Paris til New York, Los Angeles og Miami. De var tidligere håndteret af netop Norwegian.
Helt uden bump undervejs kommer Norse dog næppe i gang. Den første modstand dukkede således op i det amerikanske parlament i den forløbne uge.
Da opfordrede lederen af kongressens transport komite – Peter DeFazio – præsident Joe Bidens regering til at nægte Norse adgang til det amerikanske marked.
Argumentet er tilsyneladende de samme, som Norwegian løb ind i, da selskabet ville ind på det amerikanske marked tilbage i 2013.
Også dengang var der politiske stridigheder i Washington, hvor flere parlamentarikere mente, at Norwegian med sit lavpris-koncept ville skade amerikanske flyselskabers lukrative forretning med trans-atlantiske ruter.
Som bekendt lykkedes det ikke for otte år siden, og Norwegian fik sin tilladelse. Efterfølgende rev nordmændene heftigt op i traditionerne i luften mellem Europa og USA, hvor man pludseligt kunne rejse til langt lavere priser end med de gamle flyselskaber.
Norwegian viste sig bare at have alt for meget på. De store armbevægelser kostede på økonomien, så flyselskabet til sidst måtte sige stop og sadle fuldstændigt om for at overleve.
Folkene bag det nye Norse Atlantic Airways vil ikke begå samme fejl én gang til. Ud over rederi-millionæren Bjørn Tore Larsen er det Norwegian-stifterne Bjørn Kjos og Bjørn Kise.
At de mener det alvorligt, blev demonstreret i aftes. Da kom det frem, at Norse har underskrevet en aftale med det verdens største leasing-selskab Aercap om leje af ni brugte Boeing 787-8 og 787-9 Dreamliner fly.
Da også Norwegian arbejdede sammen med amerikanske Aercap, er der sandsynligvis tale om Dreamlines, som tidligere fløj i Norwegians rød/hvide farver.
Hos Norse er man ikke i tvivl om, at selskabet nok skal få sine tilladelser til at starte og lande i USA’s lufthavne. Forslaget fra Kongressen om at udelukke Norse er en slags test af, hvor stærk Joe Bidens nye amerikanske transport-minister Pete Buttigieg er.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters beskyldes Norse for at ville bruge samme forretningsmodel som Norwegian. Den gik ud på at ansætte personale i lav-indtægts-lande som Irland for at udkonkurrere de amerikanske flyselskaber, der lever med højere omkostninger.
Lidt spidsfindigt har Norse også lagt ud med at foreslå et samarbejde med Norwegian, hvor både stiftere, fly og formentlig også en del personale har deres fortid.
Bjørn Kjos fra Norse, der tidligere var Norwegians stærkt profilerede topchef gennem adskillige år, kan nemlig godt forestille sig, at Norwegian kan fungere som ”feeder” til Norse.
Det vil sige, at Norwegian flyver passagerer fra europæiske lande til de centrale lufthavne, hvor Norse’ langdistance fly afgår fra. Dette vil f.eks. kunne foregå på samme flybillet. En ordning, der minder om den, Norwegian tidligere havde med britiske easyJet….
(Indledningsfoto til artiklen: Norwegian
Skriv et svar