De berømte postskibe langs Norges kyst, som også er populære blandt danske turister, bliver nu mere grønne og miljø-rigtige end nogensinde før.
Siden i torsdags er Hurtigruten Norges ombyggede MS Richard With gået i rute og er nu det første hybrid-skib, der forbinder havnebyerne i vores nordlige naboland.
MS Richard With har fået helt nye motorer og store batteri-pakker ombord, så det kan sejle elektrisk et stykke af vejen. Resten af sejladsen foregår med certificeret bio-brændstof.
Hurtigruten vil bruge over en milliard norske kroner på at miljø-opgradere alle sine syv skibe. Det er et af de største grønne projekter i skibsfart i Europa.
Opgraderingerne reducerer skibenes CO₂ udslip med 25 procent og belastningen med kvælstof-gasser (NOx) med hele 80 procent.
Tre af Hurtigrutens skibe får hybrid-drift ligesom MS Richard With. De øvrige får installeret såkaldte SCR-anlæg, som begrænser NOx udslippet.
Moderniseringen af MS Richard With har kostet over 300 millioner norske kroner. Dermed opfylder skibet også de nyeste krav fra den norske regering omkring sejladser i de miljø-mæssigt sårbare fjorde.
Rent teknisk har Hurtigrutens MS Richard With fået foretaget følgende ting:
- Ombygning til hybrid drift med to store batteri-pakker på til sammen 2.240 kWh og nye norsk-producerede motorer der reducerer CO₂ udslippet markant og samtidig øger sikkerheden.
- SCR-systemer, der skærer NOx udslip med 80 procent.
- Moderne bro med det seneste nye computer-udstyr.
- Nye kontrolrum og systemer til energistyring.
- Optimering af skroget, så det minimerer vand-modstanden.
- Systemer til udnyttelse af varme fra hovedmotorer andre steder på skibet.
- Topmoderne anlæg til rensning af afløbsvand for at reducere forurening til søs.
- Mulighed for at bruge landstrøm og oplade batterier, når skibet er i havn.
(Indledningsfoto til artiklen: Robert Cranna / Hurtigruten Norge)
Skriv et svar