Når sommeren banker på igen til april næste år, vil Norwegian have skruet stort op for forventninger til trafikken fra Københavns Lufthavn.
Det norske lavpris-selskab vil således åbne 10 nye ruter, så det totalt set kommer op på 61 direkte destinationer fra den danske hovedstad.
Derudover øger Norwegian antallet af afgange på en række eksisterende ruter. Samlet set vil flyselskabet tilbyde 450.000 sæder i København.
De nye ruter fra Københavns Lufthavn går til Bologna, Palermo og Napoli i Italien, Bordeaux i Frankrig, Madrid og Tenerife i Spanien, Manchester i Storbritannien, Porto i Portugal, Pula i Kroatien og Vilnius i Litauen.
Før pandemien fløj Norwegian f.eks. både til Madrid og Tenerife fra København. Begge spanske rejsemål gør nu comeback i programmet for sommerhalvåret 2023.
Samtidig bliver Tenerife, som Norwegian indtil nu har fløjet til i løbet af vintersæsonen, en helårsrute for første gang siden 2019.
Norwegian øger også antallet af afgange til de mest populære destinationer i Europa:
Malaga vil man kunne flyve til og fra tre gange om dagen. Prag udvides fra fem til ni ugentlig adfgange, mens Tel Aviv går fra to til tre ugentlige afgange.
Det norske selskab lægger desuden flere afgange ind på ruterne til Paris, Dublin, Rom, Riga, Pisa, Edinburgh plus en stribe andre destinationer.
Den nye trafikplan markerer, at Norwegian igen vil være et af de helt store flyselskaber i Københavns Lufthavn. Inden pandemien var Norwegian næststørst i København med 5,2 millioner passagerer ind og ud af den danske hovedstad. Andenpladsen henter Norwegian tilbage med sin nye ekspansion, medmindre der kommer overraskelser fra andre flyselskaber.
Ekspansionen i København betyder også, at Norwegian får brug for ekstra personale. Alene i København er flyselskabet ved at rekruttere 120 ekstra medarbejdere – på koncernbasis knap 600
Norwegian vil placere 13 Boeing 737 fly fast i den danske hovedstad. Det er to flere end sidste sommer. Alt i alt regner nordmændene med at have 85 fly i luften til sommer-sæsonen 2023.
Her er en liste over de nye destinationer i sommer-programme, der løber fra april til oktober med en ekstra travl midsommer-periode fra 22. juni til 6. august. Antallet af midsommer-afgange er angiver i parentes:
- Bologna – to ugentlige afgange
- Bordeaux – (2) ugentlige afgange
- Madrid – to ugentlige afgange
- Manchester – 3 (2) ugentlige afgange
- Napoli – to ugentlige afgange
- Porto – to ugentlige afgange
- Palermo – (2) ugentlige afgange
- Pula – to ugentlige afgange
- Tenerife – én ugentlig afgang
- Vilnius – tre ugentlige afgange
(Indledningsfoto til artiklen: Norwegian)
Skriv et svar