Den norske off-shore hovedstad Stavanger har både mange danske ansatte på f.eks. olie-platformene og et stigende antal turister fra Danmark.
Derfor åbner Norwegian fra sommer-fartplanens start den 29. marts en ny rute fra København til Stavanger.
Den er Norwegians tredje direkte rute til Norge fra Københavns Lufthavn. De to andre går til Oslo og Bergen.
Den nye rute er et lille plaster på såret i Københavns Lufthavn, der mistede en stor omsætning og titusinder af rejsende, da Norwegian i efteråret lukkede sine tre direkte USA-ruter fra den danske hovedstad.
Norwegian vil flyve mellem København og Stavanger fire gange om ugen – på mandage, torsdage, fredage og søndage. Det gør den nye rute både oplagt for forretnings-rejsende og weekend-turister.
Stavanger i det sydvestlige Norge har meget andet at kigge på end en livlig off-shore industri. Selve byen har bl.a. Stavanger Katedral fra 1200-tallet, Norsk Oljemuseum og farverige huse i shopping-distriktet Øvre Holmegate.
Ikke langt fra Stavanger ligger en af Norges største turist-attraktioner – Preikestolen. Det er en 604 meter høj, flad klippe med en fantastisk udsigt over Lysefjorden. Sidste år havde klippen over 300.000 besøgende.
Som nævnt begynder flyvningerne mellem København og Stavanger den 29. marts. Billetter kan bookes fra i dag til priser fra 349 danske kroner.
De to andre Norwegian ruter fra København til Norge har fire ugentlige afgange til Bergen og 41 til Oslo….
(Indledningsfoto til artiklen: Norwegian)
Skriv et svar