Alle flyselskaber er hårdt ramt af Covid-19 epidemien, der får folk til at blive hjemme og aflyse deres rejser i hundred-tusindvis.
Norwegian har netop meddelt, at selskabet aflyser 3.000 afgange fra midten af marts og frem til midten af juni. Aflysningerne vil berøre hele Norwegians rutenetværk i ind- og udland. De 3.000 afgange svarer til 15 procent af Norwegians flyvninger i den nævnte periode.
Norwegian vil også blive nødt til at afskedige ansatte i en periode, fordi der ikke er arbejde til dem, når så mange passagerfly står ledige på jorden. Hjemsendelserne vil også omfatte besætnings-medlemmer. Hvor mange, vil selskabet ikke sige.
”Det er en kritisk periode for luftfarten, også for os i Norwegian. Vi opfordrer myndighederne til øjeblikkeligt at indføre tiltag for at reducere den økonomiske belastning for flyselskaberne for at beskytte afgørende infrastruktur og arbejdspladser”, siger koncernchef i Norwegian, Jacob Schram.
I løbet af den forløbne uge begyndte Norwegian for alvor at mærke en nedgang i bestilte flyrejser. Ligesom hos konkurrenterne fra SAS er det forholdsvis sent – sammenlignet med andre flyselskaber længere nede i Europa eller i Asien.
Norwegian kan endnu ikke offentliggøre detaljer om, hvilke afgange der bliver lukket. Berørte kunder vil blive informeret om ændringer, så snart de indføres:
”Desværre vil aflysninger påvirke en betydelig andel af vores kolleger i Norwegian. Vi har indledt formelle dialoger med vores fagforeninger om midlertidige hjemsendelse. Vi vil fortsætte den konstruktive dialog for at komme igennem denne svære situation sammen”, siger Jacob Schram.
Tidligere på dagen var Lufthansa ude med en lignende meddelelse. Den tyske gigant vil muligvis strege 50 procent af alle sine afgange i Tyskland og internationale ruter til og fra tyske lufthavne. I øjeblikket har Lufthansa aflyst 25 procent af sine afgange,.
I dag onsdag har Lufthansa offentliggjort flere detaljer. Alene i april vil flyselskaberne i Lufthansa Group strege 23.000 afgange. Det vil sige Lufthansa selv, Swiss, Austrian, Eurowings og Brussels.
(Indledningsfoto til artiklen: Norwegian)
Skriv et svar