Helt som ventet vil redningen af Norwegian betyde et kraftigt slanket flyselskab, der bl.a. må aflyse sine mange bestillinger på nye fly.
Når Norwegian fremover skærer alle sine inter-kontinentale afgange og kun satser på nordiske og europæiske ruter, vil der ikke længere være brug for store langdistance fly, På de korte ruter er der behoc for færre maskiner.
I aftes kom det således frem, at Norwegian har aftalt med Airbus at slette ordrer på 88 nye fly. Blandt dem var 30 eksemplarer af Airbus A321LR model til lange ruter – se artiklens indledningsfoto.
Norwegian har også bestillinger stående på 97 fly hos Airbus konkurrenten Boeing. Hvad status der er for de ordrer, er ikke offentliggjort endnu, men de ventes også slettet.
Nordmændene bestilte de mange nye fly – 175 i alt – i en periode, hvor flyselskabet ekspanderede vildt. Norwegian udvidede bl.a. med USA-ruter fra England, åbnede i Sydamerika og havde store ambitioner om at flyve direkte mellem Skandinavien og Kina.
Tilbage i 2012 lagde Norwegian ordrer på 100 maskiner hos Airbus, hvoraf kun 12 nåede at blive leveret. De flyver i dag hos andre selskaber, som de er solgt videre til. Norwegian fik aldrig taget dem i anvendelse.
I alt lagde Norwegian dengang ordrer på fly til en værdi af 56 milliarder kroner hos Airbus og Boeing. Flyene skulle efter planen leveres mellem 2020 og 2027,
Helt uden skrammer slipper Norwegian dog ikke ud af aftalen med Airbus. Flyfabrikanten beholder forskuds-betalingerne og har desuden 847.800 dollars eller ca. 5,3 millioner kroner til gode hos Norwegian,
Ifølge nyhedstjenesten Reuters kom informationerne omkring Airbus aftalen frem, da Norwegians advokater mødte i den irske højesteret. Her forhandler det norske flyselskab om en betalings-standsning og rekonstruktion af den kriseramte virksomhed.
(Indledningsfoto til artiklen: Fixion / Dreamstime / Airbus)
Skriv et svar