Tidligere tiders drømme om at blive et multi-nationalt flyselskab, der skal være størst over Atlanten og vise Sydamerika, hvad lavpris-billetter er for noget, ser ud til at være droppet helt.
Det nye Norwegian, som vi vil få at se, når Corona krisen har lagt sig, vil være meget mere beskeden. Det skal fokusere på den skandinaviske kerne-forretning og håndtere et europæisk netværk af ruter – med udgangspunkt i de nordiske lande.
Langdistance-ruter er et overstået kapitel. Ingen billige direkte ruter fra København til USA eller til Asien. Farvel til de store ambitioner i Londons lufthavne.
Norwegians bestyrelse præsenterede her til morgen en ny forretningsplan, der skal redde det kriseramte flyselskab fra at gå til grunde sammen med Corona virussen.
Planen skal gøre det muligt at bygge et stærkere og mere konkurrence-dygtigt Norwegian, der på samme tid skal give kunderne en bedre rejse og tiltrække flere investorer.
”Flyvninger i og fra de nordiske lande til resten af Europa har altid været selve rygraden i Norwegians rutenetværk. De skal de også være i fremtiden,” understreger Jacob Schram. Han er koncernchef i Norwegian.
Den nye struktur vil operere med kun 50 fly i 2021 og op til 70 i 2022. Det er halvdelen af, hvad Norwegian havde i luften, da flyselskabet toppede. Dertil kom, at Norwegian meget ambitiøst havde bestilt 282 ekstra fly hos Boeing og Airbus.
Norwegians udmelding vil nok blive studeret nøje hos selskabets konkurrenter i luften:
SAS, British Airways, Lufthansa osv. vil få meget mindre konkurrence på ruterne over Atlanten. Omvendt kaster Norwegian sig direkte ud i et slagsmål med Ryanair, easyJet og Wizz Air, der alle lever at flyvningerne indne for Europa.
Norwegian sigter samtidig på at reducere sin gæld betydeligt til ca. 20 milliarder norske kroner. Desuden skal der hentes fire til fem milliarder norske kroner i frisk kapital gennem en kombination af en emission med fortrin til eksisterende aktionærer, en rettet emission til nye aktionærer og andre former for egenkapital.
Norwegian har også for nylig fremsendt en henvendelse til den norske regering om mulig statslig deltagelse baseret på den nye forretningsplan.
Corona krisen har betydet, at hele Norwegians flåde af store Boeing 787 Dreamlimer fly har stået parkeret siden marts.
Med en markeds-situation som denne er forudsætningerne for en langdistance forretning hos Norwegian ikke længere realistisk. Norwegian har derfor besluttet at lukke disse ruter helt.
Norwegian sender derfor sine datterselskaber i Storbritannie, Frankrig, USA og Italien i betalings-standsning. Deres drift har næsten udelukkende været baseret på langdistancer.
Beslutningen vil betyde en ny stor fyrings-runde i disse datterselskaber, hvilket koncernchef Jacob Schramm beklager meget:
”Vi forventer ikke, at efterspørgslen på langdistance flyvninger vil rette sig op foreløbigt. Vores fokus er derfor flyttet til de korte distancer, når vi kommer ud på den anden side af Corona,” forklarer han.
Norwegian kunder med flyrejser, der berøres af ændringerne, vil blive kontaktet direkte. Fremtidige rejser, der må aflyses, vil blive refunderet.
Den nye forretningsplan skal godkenders af de myndigheder i Irland og Norge, der i øjeblikket arbejder med rekonstruktionen af Norwegias selskaber i de to lande. Også Norwegians kreditorer skal sige ok til de planerne….
(Indledningsfoto til artiklen: Norwegian)
Skriv et svar