Det er slut med de store armbevægelser og imponerende væksttal hver eneste måned hos Norwegian – og det er helt efter planen.
I juli måned faldt Norwegians passagertal for første gang i adskillige år. 3.714.432 valgte at flyve med den norske lavpris-specialist i den foregående måned. Det er to procent færre end i juli for et år siden
Forklaringen er dels, at Norwegian ikke længere udvider med nye ruter. Snarere tværtimod. Til efteråret kommer især København til at mærke det, når Norwegian forvandler flere USA-lufthavne fra helårs- til sommer-ruter.
Dels er Norwegian et af de flyselskaber, der er hårdt ramt af start-forbudet mod Boeing 737 MAX. Nordmændene har 18 maskiner af typen, som ikke må bruges lige nu.
Sandsynligvis kommer MAX ikke på vingerne før efter nytår. Indtil da må Norwegian lægge afgange sammen og leje mindre fly fra eksterne selskaber for at få lukket de værste huller.
Den for Norwegian så usædvanlige tilbageholdenhed betyder også, at nordmændene begynder at tabe markedsandele. Således var Norwegian kun Europas fjerde-største lavpris-selskab i juli. Hastigt ekspanderende Wizz Air har overhalet nordmændene og er nu nummer tre i vores del af verden.
Karakteristisk for både Wizz Air og Europas nummer ét og to – Ryanair – er dog, at de alle tre fokuserer på de korte og mellemlange ruter mellem europæiske lande. Norwegian derimod satser bredere og har sin styrke på de lange ruter mellem Europa, USA, Sydamerika og Thailand.
Norwegians ændrede stil har dog også sine fordele – i hvert fald statistisk. Nordmændene er blevet meget bedre til at fylde deres fly.
Belægningsgraden er nu helt oppe på 93,5 pct. Kun Ryanair er bedre til den disciplin i Europa. I praksis betyder det, at over 93 af 100 sæder i et Norwegian fly var solgt i juli.
Midt i juli mistede Norwegian sin stifter og karismatiske ansigt udadtil – Bjørn Kjos. Efter 17 år som topchef valgte Kjos at gå på pension. Han er dog stadig tilknyttet som konsulent med særlige opgaver – som det hedder.
Topchefens afgang har næppe haft betydning for passagertallet hos Norwegian, men den har sat ekstra gang i spekulationerne om, hvad der skal ske med flyselskabet i fremtiden.
Den nye stærke mand i Norwegian er den danske bestyrelsesformand Niels Smedegaard. Han har bl.a. en fortid som topchef for rederiet DFDS og har som fornemste opgave at få Norwegian til at give overskud.
Det har den norske lavpris-specialist helt glemt at have i alle de år, hvor det bare er gået op og op med omsætning, passagertal og flere ruter.
Andre mener, at Niels Smedegaard er blevet placeret som bestyrelses-formand, fordi han skal gøre Norwegian lækker til et salg i mange milliard kroners klassen.
Gennem årene har Norwegian ofte været omsværmet af konkurrenter, der gerne ville overtage den norske godbid. Lufthansa har været der, og britisk-spanske IAG har banket på flere gange.
IAG gruppen omfatter bl.a. British Airways, Aer Lingus og Iberia. Den købte på et tidspunkt en aktiepost i Norwegian for at kunne studere flyselskabet mere indefra.
Norwegian stifter Bjørn Kjos har hele tiden været imod at sælge sit livsværk. Kort før sin tilbagetræden den 11. juli skiftede nordmanden pludselige tonefald og sagde ”det kan da godt være. Jeg vil ikke stå i vejen for, at flyselskabet kan sælges.”
Norwegian har i øjeblikket travlt med at finde en ny administrerende direktør og afløser for Kjos. Imens styres flyselskabet af sin danske bestyrelsesformand og af selskabets finansdirektør Geir Karlsen.
I de senere uger har der dog været påfaldende tavst omkring Norwegian. Ingen nye rygter om salg af selskabet eller vilde gætterier om, hvem der skal være den nye Mr. Norwegian.
Til gengæld har Norwegian gentaget, at målet er at blive lønsom og løbe rundt. Det norske selskab slæber nemlig rundt på en enorm gæld efter at have købt nye passagerfly hver eneste måned.
Senest i juli fik Norwegian leveret en fabriksny Boeing 787 Dreamliner. Den er dog for stor til at kunne udfylde hullerne efter de 18 mindre Boeing 737 MAX maskiner, der står parkeret på jorden lige nu.
Desuden er Dreamlinere beregnet til de lange ruter, mens MAX primært skal indsættes på afgange mellem de europæiske lande.
De lange ruter til USA er fortsat Norwegians ”bread-and-butter”. Derfor undrer det sikkert mange, at Norwegian skærer så kraftigt ned i disse ruter.
Fra oktober og i hele vinter-halvåret vil udbuddet af USA-ruter til og fra København være meget mindre end for et år siden, når Norwegian har haft saksen fremme.
Nordmændene fortæller nemlig glædes-strålende, at antallet af amerikanske passagerer stiger markant. I juli havde halvdelen af de rejsende på Norwegians fly mellem Europa og USA nemlig et amerikansk pas.
Norwegian oplyser også, at den gennemsnitlige passager rejser længere end før. Det bekræfter vel nordmændenes strategi om at være markedets førende lavpris-selskab over Atlanten.
Norwegians fly har en gennemsnits-alder på kun 3,8 år. Det er med til at sænke maskinernes CO2 forurening, der er faldet fra 68 til 67 gram pr. kilometer pr. passager siden juli i fjor.
Som de fleste andre flyselskaber i Europa er Norwegian påvirket at generelle forsinkelser i europæisk luftrum.
De sker hvert år i sommerferie perioden. Derfor landede kun to af tre Norwegian fly (68,1 pct) på destinationen med mindre end 15 minutters forsinkelse.
Også Norwegians anvendelse af indlejede fly som erstatning for de ”groundede” Boeing 737 MAX maskiner har påvirket selskabets punktlighed i juli negativt….
Skriv et svar