Det går seriøst fremad for SAS. I hvert fald, når det drejer sig om passagerer ombord på selskabets fly.
I april købte 2.115.000 passagerer billet hos SAS, hvilket er 12 procent flere end i fjerde måned af 2023.
Ikke desto mindre er det 100.000 færre end hos ærkerivalerne fra Norwegian. Her lød passagertallet på godt 2,207.857, når man indregner billetterne fra datterselskabet Widerøe.
SAS medregner også passagertallene fra sine datterselskaber SAS Connect og SAS xxxx, så det må være fair nok også at gøre det samme hos Norwegian.
Det viser så med al tydelighed, at de to store nordiske flyselskaber kommer til kappes næse ved næse, når den travle sommersæson for alvor går i gang inden længe.
Både SAS og Norwegian åbner en hel stribe nye ruter i den forbindelse. Mange med udgangspunkt i Danmark, hvor SAS er det største flyselskab og Norwegian numero to.
I april fik SAS solgt 77 procent af sine sæder. Det, der i flyversprog kaldes ”load factor”. Også på dét punkt var Norwegian bedre – 80,3 procent.
”Vi havde en stabil produktion i april og nåede vores målsætninger for punktlighed og regelmæssighed, selvom vi var påvirket af eksterne faktorer som lukningen af norsk luftrum den 25. april,” siger SAS’ topchef Anko van der Werff i en pressemeddelelse.
Samme tekniske problemer med styringen af fly over Norge havde dog også Norwegian og alle andre flyselskaber med flyvningerne over landet den pågældende dato.
Den største fremgang i april havde SAS på de lange interkontinentale ruter, der hos SAS primært går over Atlanten til USA. Her var væksten i passagertal 14 procent i forhold til april sidste år.
De indenlandske ruter steg kun med 3,6 procent, mens flyvningerne mellem de skandinaviske lande og i Europa gik frem med 8,6 procent….
(Indledningsfoto til artiklen: Michael Kidmose / Københavns Lufthavn)
Skriv et svar