Konkursen i det dansk-islandske flyselskab Primera Air har skabt kaos i den danske og britiske luftfart.
Tusinder af passagerer har problemer med at komme hjem efter deres ferie, fordi det aftalte fly fra Primera Air ikke kommer.
Mange har også bestilt flybilletter til Primera Air afgange i de kommende dage og uger og kan nu ikke få deres forudbetalte penge retur.
Endelig ser det ud til, at Primera har hundredevis af hængepartier med passagerer, der ikke har fået deres berettigede kompensation for forsinkede og aflyste flyafgange.
BT skriver således, at alene konsulent firmaet Flyhjælp har rejst et advokat krav på 12,6 millioner kroner mod Primera – på vegne af utilfredse passagerer.
Dertil kommer sikkert også store beløb blandt Flyhjælps konkurrenter i branchen, der hjælper flyrejsende med at få erstatning hos flyselskaber for forsinkelser, aflysninger og over-booking.
Nu træder Norwegian også ind som en ”flyvende engel.” Den norske Primera rival tilbyder ekstra-ordinært lave billetpriser til rejsende, der sidder fast i udlandet og ikke kan komme hjem.
Norwegian sænker priserne med 50 pct, så længe der er ledige billetter – og passagererne er kunder hos det nu konkursramte Primera Air.
Norwegians såkaldte ”Rescue Fares” er gyldige på ruterne mellem København (luftfarts kode CPH) og Malaga (AGP). Palma de Mallorca (PMI), Las Palmas (LPA) og Chania (CHQ) i Grækenland.
Desuden gælder tilbuddet på en antal langdistance ruter mellem USA og London eller Paris. I udlandet har Primera Air nemlig slået sig stort op på at være det nye hit med lave billetpriser over Atlanten.
De 50 pct. rabat hos Norwegian er eksklusive skatter og afgifter. De gælder kun frem til og med den 14. oktober, og man kan ikke flyve ud af København på tilbuddet. Kun retur til København fra udlandet.
For at gøre brug af disse lave priser, skal Primera Air-passagerer kontakte Norwegians hotline på telefon +47 2101 6771 direkte. Rejsedokumenter fra Norwegian og fra Primera Air skal medbringes på rejsen.
Rabatten gælder Primera Air-passagerer på følgende ruter:
- København (CPH) – Malaga (AGP)
- København (CPH) – Palma de Mallorca (PMI)
- København (CPH) – Las Palmas (LPA)
- København (CPH) – Chania (CHQ)
- London (LGW) – New York (JFK)
- Paris (ORY) – New York (EWR)
- Paris (CDG) – New York (JFK)
- Paris (CDG) – Boston (BOS)