Kunde- og loyalitets-programmer er et stadig vigtigere marketing-element i rejsebranchen. Ikke mindst blandt flyselskaber og hotelkæder.
Normalt holder netop flyselskaber og hoteller deres programmer og kundeklubber adskilt, mens de hver for sig udvider dem med f.eks. bil-udlejere, rabatter i indkøbs-centre osv.
En del flyselskaber kobler dem direkte sammen med kreditkort. Det har SAS f.eks. gjort i mange år gennem sit samarbejde med Diners, mens Norwegian har haft sit eget betalingskort.
Nu får SAS imidlertid en ekstra stærk konkurrence, efter at Norwegian har indgået en aftale med den store norske hotelkoncern Strawberry.
Den hed tidligere Nordic Choice Hotels og har over 230 hoteller – heraf adskillige i Danmark. Strawberry har den farverige norske rejsekonge Petter Stordalen som stor-aktionær og kransekage-figur.
Stordalen ejer i princippet også Spies og de tilhørende søsterselskaber i Norge, Sverige og Finland. Dertil kommer deres charterfly-selskab Sunclass Airlines.
Med andre ord er det to meget tunge drenge i skandinavisk rejse-industri, som nu går sammen i et fælles selskab, der skal styre et nyt loyalitets-program. De to selskaber ejer hver halvdelen.
Den umiddelbare idé er, at point fra hotel-ophold hos Strawberry kan bruges til at købe flybilletter hos Norwegian og omvendt.
Programmet vil benytte en digital bonus-valuta, der skal erstatte de nuværende point-systemer. Faktisk taler initiativtagerne om at skabe en ny (skandinavisk) valuta.
For at de kan blive en realitet, kræves dog, at flere end bare de to skal lege med. Norwegian og Strawberry lægger da heller ikke skjul på, at de gerne vil have flere med ombord i det nye loyalitets-program.
I øjeblikket har de to hver sin kundeklub. Hos flyselskabet hedder den Norwegian Reward. Tilsammen har de omkring 7,5 millioner medlemmer.
Norwegian har længe forsøgt at lokke flere forretnings-kunder fra SAS, og nordmændene er foreløbig kommet bedre ud af Corona-krisen end det fælles-skandinaviske flyselskab.
Den nye – endnu unavngivne kundeklub – kan blive et stort skridt i Norwegians drømme om at udplacere SAS.
I SAS tager man dog foreløbig det norske initiativ helt roligt. Faktisk byder man den nye konkurrent velkommen i markedet.
Samtidig siger SAS, at der ikke er meget nyt under himlen i det nye samarbejde mellem Norwegian og Strawberry. I hvert fald ikke i de udmeldinger, som er kommet indtil nu.
SAS står stærkt med sit eget EuroBonus program, der har omkring syv millioner medlemmer:
Netop EuroBonus betragtes som den største enkelt-værdi i SAS og sikkert kunne sælges for et pænt milliard-beløb.
EuroBonus har bl.a. den fordel, at brugerne kan optjene point i over 30 flyselskaber, der alle er medlem af Star Alliance.
EuroBonus medlemmer kan bruge deres point til at købe nye rejser og kan – alt efter deres rejse-aktivitet – opnå status fra standard, over sølv- og guldkort til diamant-niveau.
Norwegian og Strawberry oplyser, at det nye fælles selskab formentlig vil være i aktivitet fra fjerde kvartal af 2023….
(Indledningsfoto til artiklen: Norwegian)
Skriv et svar