Nu gik vi ellers og regnede med, at vi ikke ville se de rødt-hvidt lakerede Boeing fly fra Norwegian på den danske himmel før til foråret 2021.
Da det norske lavpris-selskab reddede sig fra konkurs for nylig, lød parolen, at Norwegian i de første mange måneder kun ville flyve på indenlandske ruter i Norge.
Al udenlandsk trafik var droppet, så længe Corona krisen udmarvede den civile luftfart i Europa. Måske næste år ville Norwegian vende tilbage til Danmark.
Den holdning holdt kun i tre måneder. I dag melder Norwegian, at selskabet vender tilbage til ruten mellem København og Aalborg fra den 1. juli. Ruten bliver selskabets første i udlandet efter Corona.
Ruten er Danmarks mest populære, og Norwegian var inden nedlukningen det største flyselskab på strækningen.
Om Norwegian kan gen-erobre den position, bliver spændende at se.
Inden Corona kunne man vælge mellem SAS og Norwegian, når man skulle flyve mellem Aalborg og København.
Her efter Corona er der pludselige fire flyselskaber på samme rute. SAS og DAT er allerede i gang. Norwegian kommer i juli og lidt senere også Great Dane Airlines.
Norwegian indleder med tre daglige afgange hver vej fra mandag til fredag. Om lørdagen går der to fltfra Aalborg og ét fra hovedstaden. Om søndagen tre fra København til Aalborg og to den anden vej.
Billetpriserne ligner Norwegians gamle. De er lave. I introduktions-perioden kan man flyve mellem hovedstaden og Nordjylland for 299 kroner.
Øget sundhed ombord
I den forløbne uge strammede Norwegian sine Corona-krav, således at alle rejsende over seks år bære mundbind. Norwegian følger dermed EU’s retningslinier.
Passagerer bliver fordelt i kabinen, så de sidder med størst mulig afstand. Midtersæderne er de sidste, der tages i brug. Passagerer, der rejser sammen, vil blive placeret ved siden af hinanden.
Norwegian har ingen servering om bord for at mindske kontakten mellem passagerer og kabine-personale.
Flyene desinficeres grundigt i henhold til strenge retningslinjer.
Alle Norwegians fly er udstyret med avanceret luftfiltrering, der fjerner så godt som alle mikropartikler i luften – også bakterier og virus. Samme teknologi anvendes på sygehuses operationsstuer. Luften i kabinen renses hvert tredje til fjerde minut….
(Indledningsfoto til artiklen: Norwegian)
Skriv et svar