Når flyselskaberne går over til deres vinter-fartplan senere i oktober, betyder det bl.a. sæson-lukning for tre Norwegian ruter fra København til USA.
De har ikke været eftertragtede nok blandt passagererne til, at Norwegian vil beholde dem åbne året rundt.
Ruterne mellem København og New York, Los Angeles og Fort Lauderdale holdes derfor lukket frem til foråret, hvor de efter planen skal genåbnes.
Med de mange forandringer, som Norwegian gennemlever for tiden i sit forsøg på at gå fra at være en vækst-motor til et flyselskab med overskud på bundlinien, ved man dog aldrig, hvad tiden bringer.
I hvert fald indgår København eller andre danske lufthavne ikke i Norwegians planer for en udvidelse af USA-trafikken i 2020.
Oslo er den eneste nordiske lufthavn, som får flere Norwegian afgange over Atlanten fra næste sommer. Alle andre udvidelser flyver udenom Skandinavien og København.
Det fremgår af ruteplanerne for sommeren 2020, som det norske lavpris-selskab offentliggjorde i dag.
Ifølge dem kan Oslo glæde sig til flere afgange til San Francisco og Fort Lauderdale / Miami. I begge tilfælde øger Norwegian fra to til tre flyvninger om ugen.
Norwegian udvider desuden på sine lang-distancer mellem London Gatwick, Barcelona, Madrid, Paris, San Francisco, Denver i Colorado, Tampa i Florida, Los Angeles Boston og New York.
Det norske flyselskab begrunder den øgede aktivitet med, at der er god efterspørgsel i de pågældende byer og lufthavne.
Norwegian øker antall avganger fra London, Barcelona, Madrid, Oslo og Paris, til San Fransisco, Austin, Denver, Tampa, Los Angeles, Boston og New York
Norwegians ”optimering” af rute-programmet skal også bidrage til at reducere selskabets omkostninger.
Netop udgifts-siden og et stort indkøb af nye fly har været med til at bringe Norwegian i den finansielle krise, selskabet befinder sig i.
Konsekvensen har været at tidligere tiders vokseværk og aggressive priskrige er afløst af et stærkt fokus på bundlinien. I dag skal der tjenes penge på hver flybillet.
Trends & Travel kunne forleden afsløre, at Norwegians billetpriser over Atlanten fortsat ligger pænt under gennemsnittet for andre flyselskaber. Nordmændene får altså ikke smadret sit lavpris image.
I den netop overståede september fløj 3.310.424 passagerer med Norwegian, hvilket er 136.000 færre end samme måned for et år siden. Eller et minus på fire procent.
Norwegians indtægter pr. passager er dog samtidig vokset.,fordi selskabet nu sælger ni af ti sæder på sine flyafgange. 89,9 procent for at være præcis.
Samtidig er Norwegian tilsyneladende blevet dygtigere til at sælge tillægs-ydelser til sine passagerer. Det er de afgifter til f.eks. bagage, sædevalg og mad og drikke, som alle lavpris-flyselskaber reelt lever af. Hos Norwegian ligger de i snit på 185 norske kroner pr. passager….
I 2018 havde Norwegian over 37 millioner rejsende ombord på sine 170 fly. Selskabet håndterer over 500 ruter mellem 150 lufthavne i Europa, USA, Sydamerika, Mellemøsten, Nordafrika og Thailand….
Skriv et svar