Mange nordmænd vil fælde en tåre. Danskerne vil kippe lidt ekstra med Dannebrog, mens nogle engelske forretningsmænd måske vil gnide sig i hænderne.
Når Norwegians karismatiske stifter og topchef Bjørn Kjos i dag træder tilbage efter 17 år som topchef, vil det betyde rigtig meget for Skandinaviens største lavpris-selskab.
Norwegian nedspiller selvfølgelig betydningen og siger, at ”business is as usual” – måske endda lidt bedre end for få måneder siden.
Det skal det børsnoterede selskab sige. Men spekulationerne om, hvad der nu skal ske med det hastigt ekspanderende flyselskab med de rød/hvide maskiner med menneske-portrætter på halen har taget seriøst fart lige fra morgenstunden.
Bjørn Kjos’ udmelding sker nemlig samtidig med, at Norwegian præsenterer sine regnskabstal for første halvår af 2019.
Kjos siger, at han giver stafetten videre til en ny ledelse, der skal føre Norwegian videre til en fremtidig tilværelse som et lønsomt og mindre ekspanderende flyselskab.
Samtidig gentager Kjos, der fylder 73 år om en uge, at det ikke er naturligt at sidde som koncernchef, når man er nået pænt langt ind i pensions-alderen.
Indtil en ny koncernchef er fundet, overtager Norwegians finans-direktør Geir Karlsen styrepinden. Det sker i tæt samarbejde med flyselskabets danske bestyrelses-formand Niels Smedegaard, der nu får en mere aktiv rolle i Norges måske mest kendte virksomhed ude i verden. Deraf analogien med et Dannebrog.
Den tredje part i artiklens indledning henviser til det britisk-spanske luftfarts-imperium IAG (International Airlines Group).
IAG, hvis mest kendte medlem er British Airways, har længe flirtet med ideen om at købe Norwegian. De første forsøg blev afvist sidste år, selvom IAG forsøgte sig med at købe en bunke aktier i flyselskabet for at lægge pres på Bjørn Kjos.
For et par uger siden sendte IAG igen forelskede blikke mod Oslo, og denne gang skal Kjos have svaret, at han ikke vil stille sig i vejen for et salg af Norwegian.
Måske er det lige præcis, hvad der sker i dag. Hvis personen Bjørn Kjos har stået i vejen for et salg af Norwegian, er døren i det mindste åbnet lidt mere på klem efter hans retræte i dag,
Alt dette er rene spekulationer lige nu, men disse tanker vil blive delt af mange medier, børsfolk og luftfarts-eksperter i de kommende timer og dage.
Rigtig mange vil kaste deres fokus på Norwegians danske bestyrelses-formand, og Niels Smedegaard vil vide at bære det ekstra ansvar på sine skuldre.
Smedegaard har nemlig mange års erfaringer som topleder i bl.a. Norwegians ærkerival SAS, hos Swissair (nu Swiss), i fly-catering firmaet Gate Gourmet og sin tidligere koncernchef i DFDS Seaways.
Danskeren understreger, at Bjørn Kjos ikke går tabt for Norwegian – bare fordi han formelt set går på pension i dag.
Dels er Kjos stor-aktionær i flyselskabet. Dels fortsætter Kjos som konsulent og rådgiver for Norwegians bestyrelse. Han skal arbejde med nogle udvalgte projekter, der får stor betydning for Norwegians fremtid:
”Jeg er enormt glad for, at Bjørn fortsat vil have en central rolle i Norwegian som rådgiver for bestyrelsen og for mig selv. Norwegian vil også fremover få glæde af Bjørns omfattende netværk, dybe kendskab til og store erfaring med international lufthavn, når selskabet nu har ændret strategi og går ind i en ny fase fra vækst til lønsomhed,” forklarer Niels Smedegaard,
I løbet af de 17 år, hvor Bjørn Kjos har været koncernchef, er Norwegian vokset fra at være et lille indenrigs flyselskab med 130 ansatte og fire fly til at være et globalt lavprisselskab med over 11.000 ansatte og en flåde på 162 fly.
Norwegian har under Kjos’ ledelse udviklet sig til at være det førende europæiske lavpris-selskab over Atlanten. I lufthavnen i og omkring New York er Norwegian det største udenlandske flyselskab overhovedet.
Ned i gear
Efter mange år med kraftig vækst og store investeringer har Norwegian dog flere gange været ved at gå i knæ. En global ekspansion i bl.a. Sydamerika koster mange penge, som det kan være svært at tjene hjem, når man sælger sine billetter meget billigt.
Sidste år var Norwegian derfor tvunget til at lægge strategien om. Slut med at åbne den ene rute efter den anden. Nu skulle der tjenes penge på bundlinien med færre og til gengæld lønsomme ruter.
De første konkrete nedskæringer er allerede meldt ud, og de går bl.a. hårdt ud over Danmark. Københavns Lufthavn står således til at miste tre USA-destinationer som hel-års ruter.
Fra efteråret flyver Norwegian kun fra København til New York JFK, Los Angeles og Fort Lauderdale i Florida i sommer-halvåret. Norwegians to lang-distance ruter fra København til Thailand fortsætter dog som hidtil hele året.
Norwegian halverer i alt 10 lange ruter til kun at fungere om sommeren. Ud over de tre fra København er det Stockholm-JFK, Boston-Paris, Oslo-Los Angeles, Rom-Los Angeles, Oslo-Orlando, London Gatwick-Chicago og Gatwich-Denver.
Trods nedskæringerne vil Norwegian fortsat servicere 50 non-stop ruter over Atlanten med 188 afgange om ugen. Når vinter-fartplanen indføres, vil dette tal falde til 113 ugentlige afgange pr. uge.
På rette kurs
I forbindelse med denne morgens store nyhed om Bjørn Kjos’ tilbagetræden nævner bestyrelses-formand Niels Smedegaard, at det er vigtigt at sikre, at Norwegian er godt positioneret til hård konkurrence og også uforudsete hændelser fremover.
Smedegaard henviser formentlig til, at Norwegian er et af de flyselskaber, der er hårdt ramt af start-forbudet mod Boeings 737 MAX fly.
Norwegian var blandt de første selskaber til at få Boeings nye flytype, men er gået fra pral og optimisme til irritation og fortvivlelse.
Nordmændene har 18 MAX fly stående på jorden, som der skulle og skal findes erstatning for – f.eks. ved at flytte langdistance maskiner som Boeing 787 Dreamliner over på de korte ruter eller leje fly udefra.
Det er en meget dyr proces – mindst 541 millioner kroner i år – som Norwegian sikkert vil forsøge at kræve erstatning for hos Boeing.
MAX-problemerne ville Norwegian gerne være foruden. Havde de ikke været der, ville Norwegians netop offentliggjorte regnskab for andet kvartal sikkert have set en del bedre ud.
I andet kvartal kom Norwegian ud med et overskud på 64,2 millioner danske kroner. En kraftig forbedring i forhold til årets første tre måneder, hvor flyselskabet leverede et underskud på ca. 1,1 milliard danske kroner.
Norwegian tilskriver selv forbedringen de strategiske ændringer og et øget fokus på bundlinien. Således har flyselskabet gennemført besparelser på over en milliard norske kroner i årets første halve år.
Norwegians indtægter pr. sæde-kilometer (RASK) steg med 13 pct. i andet kvartal og pr. passager-kilometer (Yield) med 11 pct. På almindelig dansk betyder det, at Norwegian nu tjener penge på at sælge flybilletter.
Omsætningen i andet kvartal voksede med 19 pct. til 12 milliarder norske kroner (ca. 9,4 mia. danske). Næsten 10 millioner mennesker rejste med Norwegian i de tre måneder, og 88 pct. af flysæderne var solgt.
Mere flirt i luften?
Med sin stærke profilering og offensive fremfærd har Norwegian længe været et oplagt emne for opkøb. Især, da det kom frem, at nordmændene havde svært ved at finde penge til den kraftige vækst.
Efter sigende har både tyske Lufthansa og engelsk-spanske IAG forsøgt at komme ind i varmen, men hidtil uden held.
Lufthansa Group har selv økonomiske problemer lige nu og skal gennemgå en større effektivisering for at tjene gode penge igen.
Derfor er tyskernes planer om at købe Alitalia i Italien og flyselskaberne i Thomas Cook Group – Spies’ ejere – droppet.
Det samme er Lufthansas skandinaviske drømme. Inden Norwegian kom på banen, gik der længe rygter om, at SAS kunne blive tyskernes næste opkøbs-emne. I forvejen har Lufthansa opkøbt Austrian, Swiss og Brussels Airlines i Belgien.
Langt mere sandsynligt er en gen-optagelse af samtalerne med IAG koncernen, der har flyselskaberne British Airways, Iberia, Aer Lingus, Level og Vueling under sig.
Skriv et svar