Normalt er det smartphones, folk tænker på, når de hører ordet lithium-ion batterier. Det er da også mobiltelefoner, hvor disse typer batterier er gået i brand oftest.
Ikke desto mindre var det i juledagene batteriet i en laptop, som tvang en Boeing 747 jumbo fra Lufthansa til at afbryde sin flyvning fra Los Angeles til Frankfurt.
Laptoppen lå på Economy Class i en bagageboks over sin ejer, da ilden blev opdaget. Kabine-personalet var hurtigt til stede og fik kvalt flammerne ved hjælp af brandslukkere.
Branden udviklede dog så meget rør i kabinen, at piloterne valgte at afbryde flyvningen og foretage en sikkerheds-landing i Chicago.
Det skriver online mediet ”Aviation Herald”, der har specialiseret sig i at rapportere om uheld, episoder og ulykker med fly.
Heldigvis kom ingen ombord på flyet alvorligt til skade ved branden. To medlemmer af Lufthansas kabine-personale måtte dog en tur på hospitalet til kontrol, fordi de havde indåndet den giftige røg.
Til gengæld kommer laptoppen med det famøse batteri næppe nogensinde til at fungere igen, efter at den har været indhyllet i skum fra brandslukkerne.
Straks efter den uplanmæssige landing i Chicago bookede Lufthansa passagererne om på andre fly, så de hurtigt kunne fortsætte deres rejse til Tyskland.
Lufthansa gamle jumbofly er også for længst gået i tjeneste igen. Siden batteri-branden over Chicago har flyet har det bl.a. været i rute til Singapore, Sao Paolo, New York og Washington.
Branden i Lufthansas Boeing 747 viser nok engang, hvorfor flyselskaber er så forsigtige med lithium-ion batterier. De må således ikke ligge i nogen apparater, som placeres i passagerernes indtjekkede kufferter og ender i flyets store bagagerum.
Apparater og gadges med lithium batterier skal tages med i kabinen som håndbagage. Det gælder også løse batterier, som ofte kaldes for powerbanks.
Med andre ord gælder det for alt fra smartphones, tablets, laptops til trådløse hovedtelefoner, digitale kameraer, håndholdte spilkonsoller og smartwatches.
Videoer af Lufthansa personalets brandslukning i kabinen på det store Boeing 747 fly verserer i de sociale medier som f.eks. Twitter via dette link….….
(Indledningsfoto til artiklen: Jan Rosolino / Unsplash)
Skriv et svar