Det ser ikke ud til, at et af Frankrigs største turist-attraktioner – den nedbrændte Notre Dame katedral – når at blive repareret færdig, inden OL 2024 holdes i Paris i sommeren næste år.-
Som situationen ser ud i dag, bliver Notre Dame næppe genåbnet for turister og andre besøgende før i slutningen af 2024. Det skriver nyhedstjenesten AP.
Til den tid vil den berømte kirke heller ikke være helt tilbage i fordums skønhed, men på Paris’ rådhus regner man med, at genrejsningen vil være nået så langt i december næste år, at kirken kan åbnes for publikum igen.
Som mange sikkert husker blev Notre Dame næsten ødelagt ved en voldsom brand i april 2019. Siden da har hundreder af specialister været i gang med at få kirken ført tilbage til sit oprindelige udseende – både inde og ude.
Det tydeligste tegn på, at Notre Dame er ved at gøre comeback, vil være, når kirkens berømte spir igen vil kunne ses på himlen over Paris.
Parisere og turister vil kunne se spiret rejse sig meter for meter i de kommende måneder, så det til sidst er 96 meter højt.
Allerede nu er dele af Notre Dame genåbnet for publikum:
Først var det krypten under kirken, der ellers var fyldt med giftigt bly-støv fra taget på den nedbrændte domkirke. Siden er der adgang til pladsen foran kirken.
Desuden kan besøgende i Paris i dag besøge en ny udstilling – “Notre-Dame de Paris: At the Heart of the Construction Site”. Den er placeret på et underjordisk areal foran Notre Dame….
(Indledningsfoto til artiklen: Getty Images / Unsplash+)
Skriv et svar