Normalt er det de juridiske rådgivningsfirmaer, som jager flyselskaberne for at sikre kompensation til deres klienter for forsinkede flyvninger, aflyste afgange eller overbookede fly.
Nu er de selvsamme firmaer selv blevet de jagede, efter at Forbrugerombudsmanden har anmeldt fire af dem til politiet.
Forbrugerombudsmanden mener, at firmaerne skal opfattes som juridiske rådgivere – lidt i stil med advokater – mens firmaerne selv mener, at de hører under inkasso-loven.
Den tvivl vil formentlig kunne afklares snart, når politi-anmeldelsen fører til en retssag mellem Forbrugerombudsmanden og de fire repræsentanter for passager-rådgiverne.
De skal ifølge Forbrugerombudsmanden have overtrådt loven om juridisk rådgivning ved bl.a. at modtage kompensationen fra flyselskaber på vegne af forbrugerne og ved at opkræve salærer, der afhænger af kompensationens størrelse.
Rådgivnings-firmaerne var meget fremme i medierne, før Corona satte en stopper for de fleste flyvninger for et par år siden.
De fiskede hele tiden efter klienter ved at fortælle, at EU’s såkaldte Bekendtgørelse 261 gav ret til erstatning på op til 600 euro for flyforsinkelser osv.
Ganske mange flyselskaber – især dem med lavpris – fik så henvendelser fra de juridiske selskaber med trusler om både det ene og det andet.
I princippet kunne de ramte passagerer selv kontakte flyselskaberne med krav om kompensation. Mange opgav dog på forhånd med udsigten til langvarige diskussioner med selskaberne.
Her fandt de juridiske rådgivere en givtig niche, fordi de som regel vidste, hvor man skulle trykke hos flyselskaberne. I dag er denne branche stor og har bl.a. flere internationale spillere.
Forbrugerombudsmanden mener imidlertid, at denne rådgivning ikke er foregået helt efter reglerne og bekendtgørelsen om god skik for juridisk rådgivning.
På virksomhedernes hjemmesider bliver salæret således beregnet som en andel af den opnåede kompensation. I den forbindelse skriver en af virksomhederne, at”vores salær udgør max 30 % af den udbetalte kompensation.”
Herudover har de fire virksomheder en forretningsmodel, hvor flyselskabet skal udbetale kompensationen til virksomhederne, som herefter fradrager salæret, inden den resterende del af kompensationen overføres til forbrugeren.
Forbrugerombudsmanden vurderer, at flykompensations-virksomhederne tilbyder juridisk rådgivning og derfor er omfattet af reglerne i lov om juridisk rådgivning.
Ifølge reglerne om juridisk rådgivning skal rådgivere oplyse deres salær – eller beregningsgrundlaget for salæret – og det må ikke beregnes som en andel af det opnåede udbytte ved sagen. Desuden må juridiske rådgivere ikke modtage betroede midler på forbrugerens vegne.
Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, siger:
”Alle, som hovedsageligt beskæftiger sig med juridisk rådgivning, og som ikke er advokater eller finansielle virksomheder, skal overholde lov om juridisk rådgivning.”
“Loven forbyder, at rådgiveren kan tage imod penge på vegne af forbrugerne, og det beskytter forbrugerne mod at miste deres penge, hvis rådgiveren f.eks går konkurs. Derfor er det vigtigt at få afklaret, om disse virksomheder er juridiske rådgivere eller ej.”
“Endelig beskytter loven også forbrugerne imod at skulle betale salærer, hvis størrelse afhænger af sagens udbytte….”
(Indledningsfoto til artiklen: Succo / Pixabay)
Skriv et svar