I Vesteuropa og dermed Danmark fejrer vi nytår den 1. januar. Det betyder dog ikke, at alle andre også festligholder det nye års komme på samme dato.
Slet ikke. Faktisk bliver der holdt nytår stort set hele året et eller andet sted på jordkloden.
Kineserne holdt f.eks. deres i februar, og nu er det altså Thailands tur. Det sker i dagene fra den 11. til den 15. april.
Songkran, der er thai-ordet for nytår, er landets største fest. Den har været holdt i århundreder og er fuld af traditioner og kultur.
Den er også en oplevelse for turister, der dog skal være forberedt på, at de bliver våde undervejs. Vand, vandsprøjt og vandkampe er nemlig en stor del af morskaben.
Songkran foregår over hele Thailand, men næppe overraskende med den største fest I hovedstaden Bangkok. Den hedder “Maha Songkran World Water Festival 2024.”
Den omfatter bl.a. 20 større parader og processioner med over 1.000 udklædte deltagere, der marcherer gennem downtown Bangkok med fokus på Ratchadamnoen Klang Avenue og Saam Luang.
Thailands Turist Ministerium oplyser, at nytårs-festlighederne vil blive transmitteret globalt af bl.a. BBC og CNN. Den bedste oplevelse får man dog ved at deltage selv.
I 2023 optog FN’s UNESCO organisation Songkran på sin liste over ”Immatriel kulturarv for menneskeheden” – Intangible Cultural Heritage og Humanity.
Dem er der 730 af i 145 lande verden over, og de omfatter alt fra opera-sang i Italien og bolero-musik i Mexico til kvindernes hårbeklædning i Kirgistan, trommedans i Grønland og bygning af vikingeskibe i Danmark.
Songkran nytåret i Thailand finder sted efter rishøsten, hvor folk samles med deres familier for at vise respekt for ældre pårørende, forfædre og hellige Buddha billeder.
Vand er en vigtig ingrediens, fordi det symboliserer renselse, ærbødighed og lykke. Både ved at hælde vand stille og roligt over Buddha figurer og ved mere vilde vand-pjaskerier i gaderne.
Thailands Tourist Ministerium har lavet en oversigt over de største Songkran festivaler på i nedenstående grafik.
(Indledningsfoto til artiklen: Peak99 / Wikimedia)
Skriv et svar