Nu flyver de hver dag til Singapore

47 år har ruten mellem København og Singapore eksisteret. Singapore Airlines er derfor et af de ældste flyselskaber i Danmarks største lufthavn.

Fra i dag er Singapore Airlines vendt tilbage til at betjene ruten syv dage om ugen. I en årrække har der kun været fem. Mandage og torsdage manglede.

På første åbningsdag på en mandag havde 210 passagerer købt billet fra København til det store Airbus A350 fly.

Det svarer til en belægning på godt 70 procent, hvilket Singapore Airlines betragter som tilfredsstillende.

Kabine-personalet hos Singapore Airlines er kåret som verdens bedste. Her er det putte-tid på Business Class. (Foto: Singapore Airlines)

De lange ruter til Asien er først kommet senere i gang end flyrejser i Europa eller de længere ture over Atlanten til USA.

Singapore Airlines fejrer udvidelsen af afgange med at tilbyde endnu flere danske specialiteter ombord.

Gennem et samarbejde med den københavnske to-stjernede Michelin-restaurant AOC hæves det kulinariske niveau især på Business Class.

Her lød den to-retters menu på Bizz i dag af hummer med tomater, hyben, butternut squash og krondild til forret, mens hovedretten byder på havtaske med variation af danske kartofter, muslinge beurre-blanc, ørred-rogn og løgblomster.

Singapore Airlines fik de yngste passagerer på afgangen til at skære for af de fly-inspirerede lagkager, som Københavns Lufthavn havde sponseret i dagens anledning. (Foto: Singapore Airlines)

Menuen er udviklet eksklusivt til SIA af AOC’s køkkenchef Søren Selin. Den serveres på ruten mellem København og Singapore frem til udgangen af september.

Business Class passagererne forkæles derudover med oste fra det lille nordjyske Sønderhaven Gårdmejeri.

Andre danske islæt ombord er f.eks. kiks fra Bornholm, is fra Skarø og chokolader fra Summerbird Organic. Målet er at vise asiater, hvilke kvaliteter der ligger i dansk madlavning og råvarer.

Ellers vil de fleste jo nok forbinde Singapore Airlines (SIA) med sublim asiatisk kogekunst og et service-niveau ombord, der ligger flere etager over, hvad man kan finde i europæiske flyselskaber.

Kabine-personalet er fortsat blandt det mest opmærksomme og charmerende, man kan opleve. Senest bekræftet af, at Singapore Airlines’ betjening ombord blev kåret som verdens bedste ved World Airline Awards 2024.

Så er mandagsflyet afgået til Singapore med 210 passagerer ombord. (Foto: Michael Kidmose / Københavns Lufthavn)

 

Her blev SIA fortrængt fra førstepladsen som verdens bedste flyselskab af Qatar Airways. Det tager SIA dog kun som en udfordring. Næste år vil det ambitiøse flyselskab fra den asiatiske bystat erobre titlen tilbage.

Singapore Airlines har for nylig strammet niveauet op i alle sine tre klasser. Faktisk er der jo fire, men SIA tilbyder ikke First Class på ruten mellem København og Singapore. Lidt ærgerligt, for SIA’s første klasse er også kåret som verdens bedste.

Blandt forbedringerne er, at flyselskabet nu også serverer ægte champagne til passagerer som velkomst til  både Business Class og Premium Economy.

Desuden er Wi-Fi ombord gratis for alle passagerer – også dem på de billige sæder. Hastigheden er fin nok til web-surfing, email, lettere spil osv. Streaming af Netflix film dur dog ikke.

De kræver mere båndbredde end et fly med over 200 passagerer ombord kan klare, hvis de alle – eller de fleste af dem – går online på samme tid i 11 kilometers højde over jord-overfladen.

Sådan ser en AOC-servering ud på Business Class mellem København og Singapore. (Foto: Singapore Airlines)

Desuden gør Singapore Airlines opmærksom på, at Wi-Fi bliver slukket, når flyene passerer Indien. Her er Wi-Fi ombord ganske enkelt forbudt.

På grund af krigen i Ukraine må SIA – som de fleste andre flyselskaber – tage en omvej neden om russisk territorium.

Da SIA samtidig undlader at flyve over Iran, øges rejsetiden mellem København og Singapore med mindst en time. Fra tidligere mellem 10,5 og 11 timer til nu mellem 12 og 13.

Udvidelsen fra fem til syv afgange om ugen blev fejret som en festdag i Københavns Lufthavn, hvor lufthavnen bl.a. donerede store lagkager, hvor den ene var udformet som et SIA fly.

Både indbudte gæster og passagererne på den første mandags-afgang fik smagsprøver af lagkage og de danske specialiteter, der serveres ombord på flyet.

Singapore har begrænset plads. Derfor må man bygge i højden – også svømme-bassiner. (Foto: Will Truettner / Unsplash)

Passagererne var en blanding af forretningsfolk og tydeligvis mange, som indledte deres sommerferie med en rejse til Asien i dag.

Singapore er populær som mellem-station til f.eks. Australien, men et stigende antal danskere har fundet kvaliteterne i selve Singapore. Det er en smeltedigel af forskellige kulturer og folkeslag – iblandet en god portion high-tech.

I selve Singapore bor i dag over 2.000 danskere, og 80 danske firmaer er repræsenteret i den kulturelle smeltedigel af en storby, der ligger på sydspidsen af den indonesiske og malaysiske halvø.

Singapore Airlines benytter Airbus A350 fly på den lange ruter. Der er 42 sæder på Business Class i hver sin private bås med stor skærm og mulighed for at forvandle stolen til en seng. På Premium Economy er der plads til 27 passagerer og på Economy 183….

(Indledningsfoto til artiklen: Michael Kidmose / Københavns Lufthavn)

 

Leif Bomberg

Udgivet

i

af

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *