Ligesom hos flyselskaberne og i lufthavnene er aktiviteten begrænset i rejsebureauer og i de store charterselskaber.
Hos den største af de danske rejse-arrangører – Spies – giver antallet af bestillinger ikke ligefrem anledning til hurra-råb og knaldende champagne-flasker.
Spies følger naturligvis Udenrigsministeriets retningslinier og sælger i øjeblikket rejser fra efter den 10. maj.
Det er dog med det forbehold, at feriemål og hoteller også er åbne igen på det valgte tidspunkt. Lige i øjeblikket er f.eks Mallorca helt spærret af for turister.
Næsten alle hoteller på den populære ferieø er lukket ned – og de, der stadig er åbne, bruges enten som nødhospital for COVID-19 ofre eller som midlertidig bolig for ekstra indkaldt sundheds-personale.
Spies kommunikationschef Lisbeth Nedergaard fortæller til Trends & Travel, at salget af rejser til næste vinter er begyndt at gå rigtig pænt.
Mange danskere flytter åbenbart årets hovedferie fra vinter og til den kolde årstid, der så bliver tilbragt under varmere himmelstrøg sydpå.
De tusinder af Spies kunder, der skulle have været afsted nu og derfor har booket deres rejser om, flytter den i stedet til efteråret.
Som i alle andre krisetider vælger danskerne det sikre. Det gælder også for deres næste ferie-destination – hvornår de så end kan få lov til at rejse.
Hos Spies er der en klar trend mod, at kunderne i øjeblikket vælger de gode gamle rejsemål. Mallorca, Gran Canaria, Kreta, Cypern og Rhodos står øverst på hitlisten lige nu….
(Indledningsfoto til artiklen: Spies)
Skriv et svar