Der er efterhånden ingen grænser for flyselskabernes kreativitet, når det gælder om at fiske flere penge op af passagerernes lommer.
Nu skal vi betale ekstra for bagage, sædebestilling, mad og drikke, for at få lov til at betale med kreditkort, ændre billetterne, for at få adgang til Wi-Fi ombord osv osv.
Det næste er, at det koster penge at låne strøm på flyveturen. F.eks. til at oplade smartphone, tablet eller laptop fra de USB-stik, som flere og flere flyselskaber har monteret i armlænet eller ved siden af skærmen på ryggen af sædet foran.
Singapore Airlines’ lavpris selskab Scoot tager nu 7,70 euro (kan 60 kroner) for at få åbnet USB-stikket ved et sæde, så passageren kan tappe strøm fra det. Kun rejsende på Business Class får strømmen gratis hos Scoot.
Scoot flyver ikke fra danske lufthavne endnu, men vil man billigt til Singapore, har flyselskabet bl.a. afgange fra Berlin.
Og well – måske er det slet ikke så billigt i den sidste ende, når man indregner, hvad man skal betale oveni selve billetprisen.
Så vidt vides, har ingen andre flyselskaber fulgt Scoot’s eksempel, men det varer nok ikke længe, inden de kommer.
Alle lavpris selskaber leder med lys og lygte efter services, som de kan tage ekstra penge for, når de har svært ved at tjene penge på selve billetten.
Flyfabrikanten Airbus ligefrem opfordrer sine kunde blandt flyselskaberne til at følge Scoots eksempel.
På den netop overståede AIX messe for fly-indretning i Hamborg viste Airbus således sit nye Smart Power system til A320 familien af passagerfly.
Via det kan Airbus flyets kabine personale tænde og slukke USB stikkene i hvert sæde pr. trådløs fjernbetjening. Åbnet for ”saften” bliver kun hos dem, der har betalt.
Airbus reklamerer med tre fordele ved Smart Power:
Flyselskaber kan tilbyde en ekstra service i kort- og mellem-distance maskiner, der typisk ikke er forsynet med USB-stik.
USB-stik vil animere passagerer til at tage deres egen gadget med, hvilket kan spare flyselskaberne for udgifter til og den ekstra vægt fra skærme i sæderne.
Og for det tredje – Smart Power kan øge flyselskabets indtjening fra ekstra afgifter.
Lufthansa har en lignende idé: På samme udstilling demonstrerede det tyske flyselskab et system, hvor USB-stik kun åbnes, hvis passageren betaler for det eller accepterer at se reklamer på deres skærm, mens mobil, tablet eller laptop bliver ladet op.
Lufthansa fortæller ikke noget om, hvornår det betalbare USB-stik bliver indført – sikkert også i Lufthansas datterselskaber som Austrian, Swiss, Eurowings og Brussels Airways. Men det kommer – for hvorfor ellers vise det frem?
Skriv et svar