Efter nogle uger med fantastisk sommervejr i Danmark, begyndte skolernes sommerferie i den forløbne weekend.
Samtidig skiftede vejret til, hvad mange kalder ”dansk normal sommer” – eller som DMI udtrykket det: Efterårs-lignende tilstande minimum ugen ud.
Den slags skifte i vejret kan man mærke både hos rejse-udbydere og hos de store søgemaskiner på nettet, der har specialiseret sig i at finde hoteller, rejser og flybilletter.
I de seneste par dage har Trends & Travel kunnet berette om, hvordan rejsebureaerne bliver ringet ned af ferie-sultne danskere, der ikke vil risikere at blive hængende i en kedelig dansk sommer.
Priserne på ferie-rejser er samtidig steget voldsomt. Hvis man da overhovedet kan finde ledige pladser nede sydpå i solen.
Hos den store hotel- og rejse-søgemaskine momondo.dk er antallet af søgninger på typiske sol-destinationer også skudt i vejret mandag og tirsdag. Især, når man sammenligninger med travlheden i de to forudgående uger.
Spanien
Danskernes nummer ét ferieland Spanien er også dér, hvor de fleste nu søger at flyve hen for at undgå en kølig oplevelse i hjemlandet.
Antallet af søgninger den 1. og 2. juli er vokset med 52 pct i forhold til det daglige antal søgninger i perioden fra den 17. til den 30. juni.
Tyrkiet
I de seneste par dage har momondo.dk oplevet en fremgang på 50 pct. til Tyrkiet, der lige nu oplever et veritabelt comeback som ferieland for danskerne efter flere år med krise.
Grækenland
Grækenland har overtaget en masse danske Tyrkiet-turister. Derfor undrer det ikke, at grækerne modtager den største stigning i online søgninger – 65 pct!
Portugal
Mens Spanien har stået lidt stille i turist-vækst, er det gået støt fremad i nabolandet Portugal. Dér vil danskerne også gerne ned her og nu. Altså 50 pct. flere søgninger hos momondo.dk.
Kroatien
Kroatien er et af de relativt nye ferielande for danskerne. Her er antallet af online søgninger steget med 49 pct. i de seneste par dage.
Bulgarien
Endelig er der Bulgarien, der er meget mere end billige strandferier. 56 pct. flere danskere har søgt på ferier i det tidligere østland end i de seneste par uger.
Skriv et svar