Mens Airbus begyndte 2020 med et flot salg på 274 nye passagerfly, står der et stort og rundt nul på ordreblokken for januar hos rivalen Boeing.
Det er første gang i mange år, at Boeing ikke har solgt et eneste nyt passagerfly eller fragtfly i en hel måned.
Heller ikke antallet af udleverede fly til kunderne var imponerende i årets første 31 dage. 13 eksemplarer fløj fra Boeings fabrikker. De var maskiner, som flyselskaber til dels har bestilt for flere år siden.
De lave salgstal sætter et spot på den alvorlige krise, som Boeing befinder sig i, siden firmaets forventede bestseller – Boeing 737 MAX – fik startforbud for snart et år siden. Det skete efter to fatale styrt med 346 dræbte.
Havde forretningen kørt normalt hos Boeing, ville flyselskaberne have bestilt langt over hundrede nye MAX fly i januar. Nu er der ikke købt et eneste.
Hvad værre er for Boeing: Kunderne har heller ikke købt større flytyper som 787 Dreamliner eller 777. Samtidig er produktionen af de sidste 747 Jumboer ved at stoppe.
Helt katastrofal for behøver den tomme ordreblok dog ikke at være. Situationen er set før. Således oplevede Airbus det samme i 2018, men endte alligevel året med et salg på 768 maskiner.
Samtidig kan Boeing se ét lille lyspunkt kan Boeing dog øjne i horisonten. Den dag nærmer sig, hvor Boeings skandale-ramte MAX fly må gå på vingerne,
USA’s officielle luftfarts-myndighed FAA, der udsteder certificeringerne og fly-tilladelser, afslørede i går, at Boeings forbedrede 737 MAX er næsten klar til de første testflyvninger.
Det er også godt nyt for de mange flyselskaber, der er kommet i klemme med MAX maskiner, de ikke må bruge.
I Europa er det bl.a. Norwegian og Icelandair, mens Ryanair venter på 50 helt nye MAX-200 maskiner, som skulle være leveret fra efteråret og frem til april i år.
De fleste flyselskaber regner med at kunne tage deres Boeing 737 MAX fly i brug igen fra det tidlige efterår. Mange taler om september eller oktober….
(Indledningsfoto til artiklen: Skeeze / Pixabay)
Skriv et svar