Det er hårdt, at alle de danske rock-festivaller til sommer er aflyst på grund af COVID-19 krisen. Vi kan heller ikke gå på restaurant, bar eller café her i april-solen. Alt er lukket.
Nu rammer Corona så også den største af alle. Her til morgen besluttede den bayerske minister-præsident Markus Söder at aflyse årets Oktoberfest i München.
Med overseks millioner besøgende betragtes Oktoberfest som verdens største by- eller folkefest. Enorme mængder fadøl og tonsvis af pølser, schweinshaxl og sauerkraft bliver hvert år konsumeret i de enorme øltelte på Münchens Wiesn. De største af teltene har plads til over 10.000 mennesker ad gangen.
Tyskland og landets største delstat Bayern er hårdt ramt af COVID-19 og har ligesom Danmark lukket en stor del af det offentlige liv, restauranter, fodbold-stadions, indkøbscentre osv.
Derfor kom det ikke som den store overraskelse, at Oktoberfest 2020 her til morgen blev officielt aflyst.
Oktoberfest skulle efter planen have foregået fra den 19. september til den 4. oktober. Selvom der er lang tid indtil da, tør Bayern og storbyen München ikke tage nogen chancer.
”Så længe der ikke findes et lægemiddel mod Corona, tør vi ikke tage nogen chancer. Man skal være meget forsigtig, når man lever med Corona i samfundet. Derfor aflyser vi nu,” forklarede Bayers minister-præsident ved et pressemøde.
Oktoberfest 2020 havde regnet med at se omkring to millioner udenlandske gæster i år. Mange traditionelt fra Danmark. Omsætningen på verdens største folkefest var budgetteret til over en milliard euro….
(Indledningsfoto til artiklen: Motointermedia / Pixabay)
Skriv et svar