Siden marts 2020 har Australien haft sine grænser lukket for international trafik af angst for Corona smitte. Nu ser det ud til, at den frivillige isolation af en hel verdensdel skal forlænges til hele 2021.
Årsagen er de nye, mere smittefarlige varianter af Corona, og fordi Australien på grund af sine lukkede grænser har et meget lavere smittetal end de fleste andre lande. Dét vil landets regering helst ikke ændre på.
”Jeg tror, at vi vil holde vores grænser lukkede for international rejsetrafik resten af i år,” siger Australiens chef-epidemolog Brendan Murphy i dag mandag til det lokale nyhedsbureau news.com.au.
”Selvom vi vaccinerer størstedelen af vores befolkning mod Corona, kan det ikke udelukkes, at de vaccinerede kan overføre smitten videre,” fortsætter han.
Australien har 25 millioner indbyggere. De har den fordel, at det store land er en ø uden fysiske grænser til andre stater. Det har været et effektivt middel mod Corona, medmindre der kommer folk rejsende til Australien udefra med fly eller skib.
Indtil videre har Australien kun registreret 28.721 Corona smittede og 909 døde af den frygtede virus. Til sammenligning har Danmark med knap seks millioner indbyggere haft 189.767 smittede og 1.776 døde.
På grund af den nye meddelelse fra den australske regering har det store flyselskab Emirates aflyst afgange foreløbigt til og fra ”down under.”
Australierne selv har efterhånden fundet tilbage til et forholdsvis normalt liv. Den største bekymring er familier med pårørende i udlandet, som nu må glemme alt om gensyn med dem i 2021.
Desuden er beslutningen en katastrofe for Australiens store rejse-industri, flyselskaber, krydstogt-havne osv….
(Indledningsfoto til artiklen: Joey Csunyo / Unsplash)
Skriv et svar