I dag har SAS omsider besluttet at droppe sine flyvninger til og fra fastlands-Kina i resten af februar.
Dermed følger SAS eksemplet fra flere andre europæiske flyselskaber, der har lukket deres kinesiske ruter frem til den 29. februar.
I går gik Lufthansa endda et skridt videre. Det tyske flyselskab holder sig væk fra kinesiske lufthavne helt frem til den 28. marts.
Begrundelsen er, at den frygtede Corona virus har spredt sig til andre dele af Kina end Hubei regionen, hvor den også blev opdaget.
Af samme grund hævede det danske udenrigs-ministerium også i aftes sin advarsel til danske rejsende: Tag kun til Kina, hvis rejsen er nødvendig. Bliv hellere væk.
Som alle andre flyselskaber fremhæver SAS, at passagerers og ansattes sikkerhed har højeste prioritet.
SAS har 12 ugentlige forbindelser til lufthavnene i Beijing og Shanghai. Det er de to ruter, som nu er stoppet i hele februar. SAS har desuden lukket for bookinger frem til den 15. marts.
SAS holder fortsat sin rute til Hong Kong åben, men også det kan ændre sig, hvis virussen spreder sig til den tidligere engelske kronkoloni, der ligger på en ø ud for Kinas kyst.
SAS tilbyder at booke billetter til Kina om eller refundere billetprisen til berørte passagerer….
(Indledningsfoto til artiklen: Martin Solhaug Standal / Pixabay)
Skriv et svar