I Danmark har vi kendt det i årevis, men nu kommer det også i Østrig. Rygning forbudt på restauranter, cafeer, barer, hoteller og banegårde. Forbuddet gælder også e-cigaretter og vandpiber.
De nye regler er indført fra den 1. november efter flere års debat i offentligheden og i det østrigske parlament.
Bøder for overtrædelser af rygeforbudet er ganske voldsomme. Derfor er det nok en god idé at huske på de nye regler, når man snart tager på skiferie i det populære alpeland eller tager på en storby-weekend i Wien.
Forbudet gælder ikke kun faste udskænknings-steder som restauranter eller værtshuse. Også byfester og boder på offentlige steder, torve og gader er omfattet, hvis de serverer drikkevarer og mad.
Med andre ord gælder det om at holde tobaks-trangen tilbage, når man besøger jule-markeder, festtelte, biografer og teatre i Østrig. Eneste undtagelse er ølhaverne – de populære udendørs ”Biergärten.”
Ligesom i Danmark kan hoteller omgå forbudet ved at indrette særlige rygerrum, der er isoleret fra resten af huset. Det er forbudt at drikke eller spise i rygerrummene.
Overtrædelser af reglerne kan koste op til 1.000 euro – ca. 7.600 kroner – for rygerne. Værter får bøder på mindst 2.000 euro. I gentagelses-tilfælde endda 10.000 euro.
Forklaringen bag den nye tobaks-lov er, at østrigerne hører til Europas mest rygende folkefærd. Især hos kvinder og unge har Østrig registreret en stigning i tobaks-forbruget.
De østrigske banegårde bliver også røgfri zoner fra foråret 2020. Indtil da vil de sidste rygerrum forsvinde fra perroner og ventesale….
Skriv et svar