Vi er nået hen i begyndelsen af foråret, og så vælter det traditionelt ind med kåringer og udnævnelser i rejseverdenen.
Enten kigger man tilbage på, hvem der var bedst, størst, hurtigst og flinkest i 2018. Eller man kårer Årets Bedste i 2019 – sådan lidt på forventet efterbevilling.
En af de Best Of events, som de fleste ser frem til hvert år, er Skytrax’ udnævnelser af bedste lufthavne, hoteller og flyselskaber på denne klode.
Ti-tusinder af flyrejsende har været involveret med deres online oplevelser og både gode og dårlige erfaringer fra alverdens lufthavne og flyselskaber.
Verdens bedste lufthavn kender turen. Changi i Singapore har nemlig nu vundet den eftertragtede titel for syvende år i træk.
Skytrax kåringen kommer kun nogle få uger, inden Changi kan fejre åbningen af sin utrolige 10-etagers Jewel attraktion.
Den giver flyrejsende mulighed for at hvile ud i en rigtig regnskov – med det største indendørs vandfald i verden til at give frisk duft og en beroligende baggrunds-kulisse af lyd.
The Jewel vil uden tvivl gøre Changi til storfavorit igen i 2020. I år måtte dommerne nøjes med at give den globale førsteplads for den store biograf, sommerfugle haven og swimming pools til flyrejsende – plus alle de andre ting, der gør Singapore lufthavnen til noget helt særligt.
Interessant at se, at seks af verdens ti bedste lufthavne ligger i Asien. De kan noget med smil, venlighed og kundeservice ude i Østen, som vi andre godt kunne lære noget af engang imellem.
Tre europæiske lufthavne har fundet vej til den globale Top-10 – og det er meget, meget bedre end, hvad amerikanerne.
USA’s højest rangerende lufthavn hos Skytrax kommer helt nede på en 36. plads. Det er Atlantas Hartsfield-Jackson, der til gengæld kan prale af at være verdens største i passagertal. 104 millioner om året.
I den sammenligning er Singapore Changi lille med sine 60 millioner passagerer fra 100 forskellige lande.
Changi forbinder flyrejsende med over 200 destinationer verden over. Hver uge har lufthavnen 5.000 ankomster og afgange fra 80 internationale flyselskaber.
Her er verdens 10 bedste lufthavne lige nu ifølge Skytrax:
- Singapore Changi
- Tokyo Haneda
- Seoul Incheon i Sydkorea
- Doha Hamad i Qatar
- Hong Kong
- Nagoya Centrair i Japan
- München i Tyskland
- London Heathrow
- Tokyo Narita
- Zürich i Schweiz
Skriv et svar