Som første lufthavn i verden har Roms Fiumicino opnået topkarakter og fem stjerner som markering af, at den er bedst af alle til at håndtere og informere om Corona smittefaren.
Udnævnelsen sker efter tre dages grundige undersøgelser af lufthavnen. De foretages af uafhængige eksperter, og lufthavnene er ikke selv involveret.
På den måde sikres, at analyserne er uafhængige og troværdige, fortæller konsulent-firmaet Skytrax. Det er i forvejen kendt for at lave vurderinger af flyselskabers og lufthavnes passager-komfort.
COVID-19 målingerne er helt nye, og kun få lufthavne er blevet målt på nuværende tidspunkt. Derfor ved vi endnu ikke, hvordan København eller de andre internationale lufthavne i Norden klarer sig.
Formentlig vil Roms Fiumicino / Leonardo da Vinci lufthavn heller ikke særligt længe kunne holde sin status som eneste med fem stjerner i bekæmpelse af Corona virussen.
Kun tre andre lufthavnes resultater ligger klar nu: Londons Heathrow, Malagas Costa del Sol Airport og Nice’ Cote d’Azur Aeroport har alle opnået middelmådige tre stjerner.
Ifølge Skytrax skal lufthavnene bestå et omfattende test-program, der går lige fra vurdering af rengøring og desinfektion, over indførte Corona procedurer til information for passagerer og oplysningernes forståelighed. Dertil kommer bakterielle stikprøve kontroller.
Fiumicino i Rom henter bl.a. sine mange stjerner for at have 40 medarbejdere ansat, der ikke gør andet end at overvåge, at passagerer overholder sociale afstande og bærer ansigts-masker.
Rengørings-personale er i gang døgnet rundt i Italiens største lufthavn, og de har flere forskellige desinfektions-metoder med ultra violette stråler i brug. Skytrax’ stikprøve kontroller viste, at alle rengjorte overflader var helt fri for virus og bakterier.
Fiumicino har desuden adskilt ankommende og afrejsende passagerer meget skarpt. Terminal 3 bruges til alle check-ins og ankomster, mens finger E anvendes til afgange og transferfly.
Som alle andre lufthavne i Europa har Fiumicino meget færre passagerer end normalt på denne årstid. Faktisk en nedgang på 70 procent. Derfor har det været forholdsvis nemt at indføre de mange nye COVID-19 foranstaltninger, uden at det er gået ud over den daglige drift….
(Indledningsfoto til artiklen: Fiuomicino Airport)
Skriv et svar