Selvom krydstogt-industrien er sejlet ind i en fornyet Corona krise på det seneste, fortsætter rederierne med deres optimistiske vokseværk.
Verdens-markedets nummer tre i passagertal – Norwegian Cruise Line – har således præsenteret sit skib nummer to i den nye Prima-klasse.
Det skal hedde Norwegian Viva og er lige nu ved at blive bygget på det italienske Fincantieri-værft. Viva skal efter planen gå i rute fra juni 2023.
Da skal Viva i første omgang sejle i Middelhavet. Bookinger til krydstogter med udgangspunkt i Lissabon, Venedig / Trieste, Rom og Athen kan allerede foretages nu.
I den efterfølgende vinter-sæson 2023/24 går turen til det sydlige Karibien med San Juan i Puerto Rica som base.
Viva bliver søsterskib til Norwegian Prima. Begge er 294 meter lange. De er på 142.500 brutto-register-tons og har plads til 3.219 passagerer.
Begge skibe bliver svære at overse både til søs og, når de ligger i havn. Rederiet har nemlig bestilt den italienske graffiti-kunstner Manuel Di Rita – bedre kendt under sit kunstnernavn Peeta – til at forvandle skrogene til et kunstværk..
Underholdning bliver der i øvrigt også masser af ombord på skibene – også til de lidt mere dristige. Norwegian Viva byder bl.a. på ”free-fall” rutsjebanerne”The Rush” og ”The Drop” eller den tre-etagers gocart bane Viva Speedway.
”Ocean Boulevard” er et udendørs slentre-område på 4.000 kvadratmeter. ”The Concourse” har en egen skulptur-have, mens ”Indulge Food Hall” har hele 11 forskellige restauranter.
I det eksklusive ”The Haven” område af skibet er der 107 suiter, et eget soldæk med spa og infinity pool, hvorfra man har udsigt til skibets skummende kølvand.
Norwegian Cruise Line (NCL) har bestilt seks skibe til Prima klassen. Det første – Norwegian Prima – skal gå i rute fra denne sommer. De øvrige søsterskibe kommer så med et års mellemrum.
De to første er udstyret med konventionelle diesel-motorer, der er udstyret med SCR katalysatorer til at rense udstødningen.
Rederiet har endnu ikke bestemt sig, om det vil sadle om til flydende naturgas (LNG), sådan som flere konkurrenter gør.
Hidtil har argumentet lydt, at flydende naturgas ikke kan leveres nok steder. Når man har et fleksibelt rute-koncept som NCL, er det et problem.
Rederiet understreger dog, at Viva på ingen måde forurener: Svovl-oxider filtreres bort med 98 procent og kvælstof-oxider med 90 procent.
Viva og Prima vil være udstyret med et avanceret system til spildevands-rensning, ligesom skibene kan sættes til stikkontakten – landstrøm – når de er i havn….
(Indledningsfoto til artiklen:Norwegian Cruise Line)
Skriv et svar