
I går fik Europas største og verdens tredjestørste krydstogt-rederi – MSC Cruises – officielt overrakt sit nyeste skib.
Det er MSC World America, der hører til de allerstørste krydstogtskibe på verdenshavene. Nyheden er 333 meter lang og 47 meter bred.
Ombord er der 2.614 kahytter med plads til maksimalt 6.761 passagerer. De betjenes af 2.138 besætnings-medlemmer og kan fordele sig i 19 restauranter og 18 barer eller lounger.

(Foto: MSC Cruises)
Den officielle overrækkelse af den nye havets kæmpe foregik på Chantiers de l’Atlantique værftet i franske Saint-Nazaire.
Det foregik med alle de mange taler og symbolske handlinger, der typisk hører med, når et nyt skib overrækkes til sin ejer.
World America er MSC Cruises’ andet skib i den store World Class. Samtidig er det MSC’s 23. krydstogtskib.

(Foto: MSC Cruises)
Nybygningen blev straks fredag sejlet til Miami i Florida, hvor dåben skal foregå sden 9. april med den amerikanske skuespiller Drew Barrymore som personen, der skal smadre en flaske champagne mod skibssiden.
MSC World America tager derefter på en kort dåbsrejse fra Miami til MSC koncernens private ø Ocean Cay på Bahamas med forretnings-partnere og indbudte VIP personer ombord.
Det første krydstogt med betalende passagerer begynder den 12. april. Det bliver med en stribe ugelange togter i Karibien med udgangspunkt i Miami.

Her er et kig ind i en suite på MSC World America. (Foto: MSC Cruises)
Den ene krydstogt variant besøger det østlige Karibien med Puerto Plata i Den Dominikanske Republik, San Juan i Puerto Rico og Ocean Cay på Bahamas.
Den anden rute tager til det vestlige Karibien med Costa Maya og Cozumel i Mexico, Isla de Roatan i Honduras samt igen Ocean Cay på Bahamas.
Som alle store krydstogtskibe med familie-gæster som målgruppe tilbyder World America en masse aktiviteter, underholdning og legepladser til alle aldre.

(Foto: MSC Cruises)
Blandt attraktionerne er det nye aktivitets-område The Harbour med den store over-vand-gynge Cliffhanger, vandpark og legeplads.
World America byder også på en World Promenade under åben himmel med restauranter og en af de længste rutsjebaner til søs.
World Galleria går over tre dæk og indeholder barer, butikker, restauranter og en stor MSC Yacht Club med 24 timers butler service.
Det kæmpestore krydstogtskib skal være et af de mest energi-effektive i verden. Det drives frem af motorer, der benytter flydende naturgas (LNG).
Motorerne er samtidig forberedt til at kunne køre med fremtidige nye grønne eller syntetiske brændstoffer.
Dertil kommer avancerede systemer til affalds-håndtering ombord, ligesom skibet er forsynet med landstrøm faciliteter, så det ikke forurener, når det ligger til kajs….
(Indledningsfoto til artiklen: MSC Cruises)

(Foto: MSC Cruises)

(Foto: Ivan Sarfatti / MSC Cruises)
Skriv et svar