I Danmark har vi så mange festivaller, at vi ofte glemmer, at udlandet skam også har masser af musik forsamlinger af samme kaliber.
En af efterårets rigtigt spændende foregår i Island fra den 7. til den 10. november, og den festival har 20 års jubilæum i år. Med bl.a. flere danske navne på plakaten.
Iceland Airwaves hedder den, og til sin runde fødselsdag ser det ud, som om festivallen får lidt ekstra hjælp fra oven.
Ifølge meteorologer er der nemlig gode chancer for, at Iceland Airwaves får et lysshow himlen i form af nordlyset.
Airwaves, der meget oplagt har det lokale flyselskab Icelandair som sponsor, har gennem årene oparbejdet et ry for at være festivallen, hvor man opdager nye nordiske kunstnere.
Reykjavik er måske nok en lille by, men på det musikalske plan er Islands hovedstad lidt af en gigant.
Over 150 lokale kunstnere optræder på dette års Airwaves festival. Dertil kommer 85 internationale rocknavne fra adskillige lande. Alt i alt er der 240 koncerter på fire dage.
Fra Danmark deltager bl.a. Scarlet Pleasure (soul og pop), AV AV AV (electro), Total Hip Replacement (reggae), Zaar (house) og Off Bloom (elektro-pop).
Islændingene selv ser nok mest frem til koncerten med vulkan-øens nye supergruppe Team Dreams, der er dannet af tre lokale stjerner med base i indie-pop og eksperimental musik.
Blandt de øvrige kendte musikere på scenerne er de forhenværende punkere Fufanu fra Island, én-mands dynamoen Cola Boyy fra USA og den elektroniske duo The Rhytm Method fra England.
Endelig vil Iceland Airwaves i anledning af sin 20-års fødselsdag give genhør med gamle bands som Toy Machine, Dead Sea Apple, Carpet og Islands egen lokale legende Dr. Spock.
Et udvalg af de bedste Airwaves optrædender bliver optaget ”live” til vinyl på Islands kendte Stúdíó Hljóðriti i Hafnarfjörður, hvorefter de gives væk til en række heldige koncert gæster.
Icelandair arrangerer både fire-dages rejser med billetter samt komplette pakkerejser med hotel til Iceland Airwaves.
Trends & Travel har en repræsentant med på Airwaves og vil sende reportager fra den spændende musik festival i Island….
Skriv et svar