For nogle år siden var den sydkoreanske mobilgigant Samsung helt groggy, efter at mange af mærkets dyreste smartphones brød pludselig i brand eller ligefrem eksploderede.
Samsung måtte stoppe produktionen helt af sine Galaxy Note telefoner og trække hundrede-tusinder af enheder tilbage fra købere verden over. Et skridt, der kostede Samsung milliarder af kroner.
Siden dengang er flyselskaber og luftfarten generelt blevet meget mere opmærksomme på den risiko, der ligger i de små hårdt pressede batterier i mobiltelefoner, tablets, laptops, kameraer, øretelefoner, smartwatches, håndholdte spillemaskiner osv.
Af samme grund er det generelt forbudt at lægge Li-ion batterier i den indtjekkede bagage. Det gælder både batterier i enheder, reserve-batterier, powerbanks og batterier, der sidder integreret i kufferter.
Batteri-modulerne skal tages ud og medbringes som håndbagage i kabinen. Her regner flyselskaberne med, at der er større chancer for at slukke små brande eller eksplosioner i dem.
Det sker nemlig fortsat med jævne mellemrum, selvom vi kun sjældent hører om dem.
Ifølge den amerikanske luft-sikkerheds-myndighed FAA er antallet af brande i over-ophedede lithium-batterier steget med 42 procent i perioden fra 2021 til 2023.
Derfor må det være et rædsels-scenarie for de fleste, når der f.eks. begynder at ryge fra sæderække 26 i 11 kilometers højde over jordoverfladen.
I løbet af no time fordeler røgen sig i hele flyets kabine, samtidig med at stewarder og stewardesser kæmper med at få slukket flammerne.
Nu har det store japanske flyselskab All Nippon Airways (ANA) udviklet et nyt middel mod de brandfarlige batterier i alt det elektronik, vi bærer rundt på.
Det er brandsikre tasker, der kvæler ilten til flammerne og beskytter samtidig passagerer og kabine-personale mod forbrændinger.
ANA har placeret de nye brandsikre tasker i alle sine passagerfly, og fra januar 2025 kan også andre flyselskaber købe taskerne til deres afgange.
Ifølge ANA er taskerne foret med en særlig ”FSfilm” fra det japanske kemi-firma Toppan. Den fritsætter automatisk en brand-slukkende spray ved høj varme.
Kombineret med en brandfast taske fra Kikuchi giver den en meget høj grad af sikkerhed, når man smider det brændende og over-ophedede batteri eller elektroniske apparat i den.
Den civile luftfarts branche-organisation IATA – International Air Transport Association – har fastlagt reglerne for transport at elektroniske enheder.
Det er en simpel nødvendighed, fordi praktisk talt alle passagerer i dag har en mobiltelefon med i lommen.
Desuden tilbyder flere og flere flyselskaber Wi-Fi netværk, så passagerer kan arbejde med deres laptop og tablet eller spille spil og se film på deres mobiltelefon, mens de er i luften.
Grundlæggende siger IATA, at det er tilladt at medbringe smartphones, laptops, kameraer osv. både i håndbagage og i den indtjekkede bagage.
I sidstnævnte tilfælde skal Li-ion batterierne dog helst fjernes og tages med i håndbagagen. Desuden skal apparaterne være helt slukkede – ikke stå i standby – og de skal være godt beskyttede mod stød og beskadigelser.
Endelig må reserve-batterier og powerbanks ikke være større end 100 Wh hver, og en passager må maksimalt tage 20 af dem med i bagagen.
Til sidst skal lige nævnes, at e-cigaretter, e-cigarer og andre fordampere med batterier skal medbringes i håndbagagen. De må ikke ligge i den indtjekkede kuffert i flyets mave.
Det er heller ikke tilladt at genoplade disse enheder og/eller deres batterier ombord på et passagerfly….
(Indledningsfoto: All Nippon Airlines)
Skriv et svar